ho¡tel
Çhov| ho¡tel | Çhov |
Se også Ìhav (subst.), Ìhave (subst.), Çhave (subst.), Èhave (subst.), Ìhob (subst.), Çhob (subst.), Çhov (subst.), Èhov (subst.), ¢hov (subst.), £hov (interj.), Àhov´ (sms.led), Ìhove (subst.), hovet (adj.), Ìhu (subst.), Ìhug (subst.), Çhug (subst.), hugge (verb.)
subst. _ med ældre sideform hove (dominerende i Vest-, Syd- og Sønderjy samt Han, i øvrige Jyll fortrinsvis i ældre kilder). _ hòw¶ VendsÌ, Læsø; håw· HanÇ, MVJyÇ, SydjyÈ; hòw· NVJy¢; håw NØJy£, MØJyÀ, DjursÎ; håw·/Áhåw(·) (K 1.3) Sønderjy{. _ som 1.sms.led: se Àhov´. _ genus: mask./fk. (K 7.2) alm.; også (yngre) fk. Djurs. _ plur.: (mht. hovedformen:) hò÷w/håw·/Áhaw(·) etc. (med konsonantlængde, forlænget vokal og/eller acc.2, jf. K 1.3); (mht. sideformen:) ´er (K 6.2)}.
\ Ìogså hò¶w; dog *håw· $Tolstrup; Çogså (yngre) håw; Èogså (yngre) håw; også (yngre) håw¶ Bjerre, $Jelling; ¢også (yngre) hòw; £dog *hòw· HellumH (Lyngby.Opt.); Àogså how (jf. K 2.4); også how¶ ´SV; Îdog how¶ SSamsø, how· $Tved; også how (jf. K 2.4); {også haw·/Áhaw(·) (K 2.4) SønJy´S; også (yngre) håw, haw SønJy; spec. (ved påvirkning fra nedertysk): hu·f, hå·f $Fjolde.; }spor. også u.end. (fx *hòw· $Vejrum); her er plur.´formen muligvis lånt fra den yngre hovedform af ordet.
= rigsm. (på hest). Ved hestebeslag (dvs. skoning af hest) skulle hovene først afhugges med hovkniven og raspes, så skoen kunne ligge fast til hele fladen omkring hoven for ikke at øve tryk på hestens ben og gøre den halt. AarbHards.1970.116. Æ ¡hæst æ blöwn ¡hja¬t, dæñ hår ¡tråj¶èn en ¡sti¿en ¡åp i si ¡jæn· ¡håw· = hesten er blevet halt, den har trådt en sten op i sin ene hov. Hards. Haarene af (hestens) Mank og Hale bruges især til at snoe Reeb af; Hovene til Træskobeslag og Piberørs´Mundstykker. Schade.Mors.175.
| ho¡tel | Çhov |
| Sidens top | |