hove·søm

hove·træ

hovet

adj. _ med sideformerne hove, hoven, hovn. _ hòwèÛ MorsÌ, Thy´SÇ; håwèr Hards (også håwè ´NØ)È; hòw· Thy´M¢, Sall; håwèn $Havbro, spor. i Fjends; håw¶èn MØJy´NØ; *hog(g)en spor. i Østjy´M.

\ Ìdog håw¶èn Bennike.Opt.; Çdog *hòw¶ Thyholm (Lyngby.Opt.); Èdog *howen Holstebro (Frølund.ca.1870); ¢dog *hoven KAagaard.Thye.243.

[< £hove 1; NVJy (± Thy´N), Hards´NV, Sall (±SØ); spor. i øvrige Nord-, Midt- og Sydjy; se kort]

Tæt afhjemlet

= opsat på, ivrig efter; især i forb. hovet for, hovet på. Sall (AnonymÌÈ.ca.1825). æ æ ¡hòw· ¡fu·r å ¡dañ·s = jeg holder af at danse. $Torsted. Da æ saa war 7 Oer, skuld’ æ i Skuel, aa de war æ et møj hovver oe = da jeg så var 7 år, skulle jeg i skole, og det var jeg ikke meget for. Bundgaard.BGM.11. (ironisk:) Ja, no æ di hovn øwer djer Arbejd = optaget af det, dvs. af at spise. MØJy. \ (hertil muligvis:) Han wa sommend både fåsult å hogen hwe han koem hæ te = han var såmænd både forsultet og hungrende (?), da han kom herhen (jf. Çhvi). *Mols.

hove·søm	hove·træ
Sidens top