Ìhave

Èhave

Se også Ìhave (subst.), Èhave (subst.), ¢have (verb.)

Çhave

subst. _ haw·/ha÷w/haw/ha·w/Áhaw(·) (K 2.6, K 1.3) alm.; hò÷w ældre form i Vends´N; ha· Fanø; også håw· VSønJy (K 2.6). _ genus: mask./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2).

[1427: havæ (AarbMors.1932.7); < ældre (el. nyere) rigsmål (sammenhængende med kloster´, købstads´ og herregårdskultur, jf. fx AarbAarh.1926.68ff.+1933.75ff., AarbSkive.1920.125ff.); egl. samme ord som Ìhave og Èhave; syn.: kål·gård, abild·gård]

= rigsm. Han seiæ no ¨ Hau, nærensti vi sæ Kalgu = han (dvs. degnen, der er bekendt med købstadssproget) siger nu "have", når vi andre siger "kålgård". And.GildeÌ.6. Haver var tidligere ret sjældne. Marken krævede familiens hele tid og sind, fyraften var det først når det var mørkt. Alle var med i markarbejdet, og hvem skulle så passe æn kal·gor (= køkkenhave). Ved de større gårde var der dog vel nok oftest en have. Skautrup.H.I.144. Måske på intet andet område afspejles forholdet mellem fortid og nutid så tydeligt som i en sammenligning mellem den gamle kålgård og den moderne ¨ have, ¨ ofte delt rationelt op i prydhave, frugthave og køkkenhave. $Vroue. æ Stoww den er bette _ te Lowt er der law, / aa ued ingen Kalgoer _ laannt minner en Haww = stuen, den er lille, til loftet er der lavt, og ude ingen kålgård, langt mindre en have. VilbMøll.GJ.3. (med udeladelse af bestemt art., jf. SprKult.XXVII.105ff.:) a ska i ¡haw· i daw¶ = jeg skal i haven i dag. Hannæs. (talemåde:) Hvis man uretfærdigt var blevet beskyldt for at have udspredt et rygte, kunne man med god samvittighed sige: de è ¡ejk ¡growè i ¡mij¶n ¡haw· = det er ikke groet i min have. $Haverslev.

Ìhave	Èhave
Sidens top