Ça

Se også Ça (subst.), Èa (pron.), ¢a (verb.), £a(´) (adv., forstav.), ad (adv., præp.), Ìaf (adv., præp.), ar (subst.), Ìat (konj.), Çat (part.), Ìden (pron.), Èhvor (adv.), Èi (adv., præp.)

Ìa

subst. _ a¿/a· (K 1.1) alm.; (ved stavning, i ældre kilder:) å¿ spor. afhjemlet; åw¶ Fur, Rougsø; ow¶ HjelmslevH (MØJy). _ genus: neutr./fk. (K 7.1) alm.; også fem. (el. fk.) Læsø. _ plur.: ´er (K 6.2).

 Næste betydning

1) = rigsm. (om bogstav og lyd). (talemåde:) Haar mæ saa a, saa ma mæ osse sej b = har man sagt a, så må man også sige b. Vends. _ (spøgende bogstavremser:) A B bejs, no ka a min lejs, tov tipper a i kok, no hår a løst nok = a, b bisse, nu kan jeg min lektie, to kyllinger og en kok, nu har jeg læst nok. Vends. A b ab, slå æ Skolmester å æ Flab = a b ab, slå læreren på flaben. SønJy. a, b, c, e ¡kat lø·f i è ªsne· = a, b, c, katten løb i sneen. ØSønJy.

 Forrige betydning

2) = blysynk formet som et A [fiskersprog] *ØSønJy_NØ. *Endelave.

Ça

Sidens top