Çkejs

Çkejse

Se også Ìkejs (subst.), Çkejse (verb.), Èkejse (verb.), ¢kejse (verb.), Ìkesse (subst.), Çkesse (verb.), ketse (verb.)

Ìkejse

verb. _ kej·s $Voldby; kæj·s VandfuldH (Hards); Ákæj·s $Rise. _ præs.: ´è $Voldby. _ præt. og ptc.: kej·st hhv. kej¶st $Voldby.

[1662: kejse ØSønJy (Poulsen&Hansen.MEH.72); < middelnedertysk kesen, keisen; spor. i Vest-, Midt- og Sydjy; fortrinsvis i ældre kilder]

= vælge, kåre. å kæjs ¨ især om at udvælge Formanden for Gajelamsgilderne ved Gåjilden om Voldborg Aften (jf. gadelams·gilde, gade·basse, gade·ild 1). Hards (JKamp.Opt.). \ (hertil muligvis:) Naar (man) drog ud for at vinde Jord til eget Brug ¨ begyndte det vel oftest med mindre Agre, men naar et passende Areal var opdyrket, og sammenlagt dannede en Gaard, saa havde denne Mand kejset sig Gaarden til. *Djurs.

Çkejs	Çkejse
Sidens top