kets

ki

Se også Ìkesse (subst.)

ketse

verb. _ med sideformerne ketsje, kejse. _ kæts alm.; spor. (nyere) *kætsje; *kejs GørdingH (SVJy). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[< kets, jf. ØMO. ketsje; MØJy (±N), SØJy´NØ, spor. i øvrige SØJy´N og i Hards´S; se kort; syn.: kesle 2, pramme x, mudre x]

Tæt afhjemlet

= hente tørvedynd op med »kets. Mange steder, hvor der er god dyb Tørvejord, har jeg set, at jo længere de kommer ned i Tørvegraven, des bedre er Tørvemassen; der har de brugt et Redskab som hedder en Kets ¨ Tørvedyndet blev ketset op af Graven; det gav mere Arbejde, men saa var det ikke nødvendig at ælte Tørvet (som man jo måtte, hvis det blev gravet op i tør tilstand). Bjerre. I de større Moser ¨ kætsedes Dyndet ofte op i en ¨ Tørvepram, naar man ikke kunde staa paa Land og kætse. Dyndet blev da i de fleste Tilfælde æltet i Prammen og herfra ført til »Læggepladsen. MØJy. \ (hertil vel også, overført:) ved siden af ham er en Dynge Kampesten, som er kitsede op af Mosen og har den mælkehvide Farve, som Sten faar af Mosesyrerne. *AlbDam.TS.195.

kets	ki
Sidens top