Îklinke

klinke·bånd

Se også Ìklinke (subst.), Çklinke (subst.), Èklinke (subst.), ¢klinke (subst.), £klinke (verb.), Àklinke (verb.), Îklinke (verb.)

{klinke

verb. _ bøjes som »Àklinke.

[vel < Ìklink 2; spor. i NVJy, MVJy og MØJy]

= få til at revne; slå i stykker (om fad mv.). a kam ¡te¶ å ¡kleµ§k en ¡lær§kèn = jeg kom til at slå revne i en tallerken. Hards. ¡Wå¿r dæ te ¡e§t do ¡kleµ§kèr æ ¡æ§k = Var dig (dvs. pas på), at du ikke klinker æggene (dvs. slår revner i dem; jf. klinke·æg). Hards.

Îklinke	klinke·bånd
Sidens top