Èklinke

£klinke

Se også Ìklinke (subst.), Çklinke (subst.), Èklinke (subst.), £klinke (verb.), Àklinke (verb.), Îklinke (verb.), {klinke (verb.)

¢klinke

subst. _ kun opgtegnet i plur.

[muligvis beslægtet med Ìklinge]

= jordvold, banke; terræn med jordvolde el. lign., jf. ODS. II.Klinke 3, DStedn.XVII.563. Syd for Skærnaaens Hovedudløb (i Ringkøbing Fjord) ¨ ligger et ejendommeligt Terræn, som benævnes Klinkerne; det bestaar af talrige, digelignende, c. 2’ (= ca. 2 alen, dvs. ca. 1,25 m) høje, græsklædte Jordvolde, de egentlige Klinker, og lavere, frodige Mellemrum, Doverne. *SVJy (Rambusch.RF.5). Der er Bjærgfolk (jf. bjerg·folk 1) i Fly Klinker ¨ (i) en Høj ¨ lidt Nordøst for Bækken. *NørvangH (Krist.DS.NyRk.I.20). \ (også:) Klinker (=) Sand´ og Hededrag. *VHorneH (SVJy).

Èklinke	£klinke
Sidens top