Àklinke

{klinke

Se også Ìklinke (subst.), Çklinke (subst.), Èklinke (subst.), ¢klinke (subst.), £klinke (verb.), Àklinke (verb.), {klinke (verb.)

Îklinke

verb.

[muligvis < ¢klink (el. Ìklink 1, jf. citat nr. 2); spor. i Vestjy og Sønderjy]

= hænge gryde i »kedelske el. lign. over ildsted; regulere dens højde over ilden. kleµk èn ¡åp (= klinke den op), dvs. hænge Gryden i Kasterikken (jf. kost·rik x). $Mandø. kleµk åp o kleµk ni¶èr (= klinke op og klinke ned; om) kjedelske (jf. kedel·ske), fordi det giver et klink, når den flyttes op eller ned. Vestjy (F.). \ (hertil formentlig:) kneb det (ved tækning) med at naa, saa klinkede vi ladet (jf. tække·lad x) op, dvs. bandt det højere op, idet bindingen paa rebet ved »læssetræet el. stangen flyttedes højere op paa rebet. *SVJy.

Àklinke	{klinke
Sidens top