¢klinke
Àklinke| ¢klinke | Àklinke |
Se også Ìklinke (subst.), Çklinke (subst.), Èklinke (subst.), ¢klinke (subst.), Àklinke (verb.), Îklinke (verb.), {klinke (verb.)
verb. _ kle÷µk/kleµ·k/kleµ§k/kleµk/Ákleµ(·)k (K 1.5, K 1.6). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1).
[< Ìklink]
1) = frembringe klingende lyd ved at støde et drikkeglas mod et andet; skåle [spredt afhjemlet] Imel kam Skaffer mæ Flasken ¨ Sa jik haj Stoven rons a di klenke tov a tov mæ en Dram a en tor Øl = ind imellem (ved bryllup) kom »skafferen med flasken; så gik han stuen rundt, og de klinkede to og to med en dram og en tår øl. Vends.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = frembringe klingende lyd ved (med metal) at slå på el. ramme ting af metal, glas etc. [spor. i Vestjy, SØJy og Sønderjy] nå wi blÒw føst fær· mæ¶ å hÒ·st, så sku wi jo kleµ·k = når vi blev først færdige med at høste, så skulle vi jo klinke (dvs. slå strygestikken mod lebladet) (for at prale lidt over for andre, der ikke var færdige). Thy (Balle.Opt.). do vel nåk kleµ¶k mæ æ sti¶èn (= du vil nok klinke med stenene) ¨ siges, når karlen, der slår agergræs, går bunden for nær, så leen klinger mod stenene. SØJy (F.). Var grøden kommen på bordet (ved bryllup), måtte opvarterne passe på, at ingen skrabte (med ske mod tallerken), for så klinkede de på den tomme tallerken. Det vakte stor munterhed og var en skam for opvarterne. Sønderjy. (præs.ptc.:) Om natten gik deres ildklemme i kjøkkenet ¨ lige så klinkende ¨ Da var de her »ellefolk ved skorstenen at lave til (dvs. ved ildstedet for at lave mad). Him (Krist.DS.I.113). \ (også, i legen Èklink 1) = ramme en »klinkkugle. Den, der faar sin Kugle nærmest til Væggen, skal nu klinke (kle·µk) de andre, (dvs.) ramme (dem) med sin egen ¨ lykkes det, har han vundet en kugle. *Vends. \ (spec.:) klinke ¡i = give mønter i klinkepungen under gudstjeneste (om et ungt par, betragtet som tegn på forlovelse); jf. klinke·pung (citat efter første planke). *Fjolde (Feilb.FH.93).
Forrige betydning - Næste betydning
3) (spec., præs.ptc.:) om hård frost (så hård, at lyde høres som skarpe, klingende). En klinken (= klinkende) Frost (=) haard oc streng. *Ribe (TerpagerÇ.ca.1700). de è èn ¡kleµ(¶)kèn ¡viñ·tèr = det er en klingende Vinter (dvs. meget koldt), *$Fjolde.
Forrige betydning - Næste betydning
4) (om ild) = knitre, brænde livligt [vel forenkling < klink·brænde; spor. i Vestjy] No klin¶ker æ Ild under æ Kjaarkuens Gryyr, de jæmmer øwer åll æ Ænng = nu knitrer ilden under »kærkonens gryde (dvs. mosekonen brygger), det emmer over alle engene (om aftendis). PæØwles.JyVV.56. _ (oftest i præs.ptc.:) lys el. ild brænder klinkend. MaltH (SVJy) \ stå i én klinkende(s) brand = stå i lys lue, brænde meget kraftigt [spor. i Thy´S, Hards´N og Fjends´N] (en forbikørende sagde:) Dååbjerg stor i én klinkend bråend = Daugbjerg (Dås) står i én klinkende brand (pga. en blå tåge omkring højen). Krist.DS.I.374.
Forrige betydning - Næste betydning
5) = slå, prygle [formentlig < betydning 2; spor. i Him og MVJy] do ka trow¶ a kleµkè te ham! = du kan tro, jeg slog til ham. $Vroue. han (dvs. herremanden) tog hende i armen og klinkede (= pryglede) på hende med en tyremie (dvs. »tyremige, brugt som pisk), og hun måtte jo dandse for den. Him (Krist.JyA.II.72). \ (også) = berøre, "tage" i tagfatleg. kleµ§k = tage i den Leg (nemlig legen klink, jf. Èklink 2). *GørdingH (SVJy). han ær i fule, ham må do e§t kleµ§k = han er i fristedet (jf. Ìfulle 2), ham må du ikke slå. *$Darum. \ (hertil formentlig, i eder:) klinke´me (med varianter) [spor. i Han, Him og Hards] det kan a (= jeg) den Onde klinkeme ikke komme til Bunds i (dvs. gennemskue). Skjoldb.RF.IV.195. Døwlen kliµk i mæ (= djævelen klinke i mig), en Ed. Hards (Røjkjær.Opt.).
6) klinke ¡på = tage fat på, begynde på; klemme på [spor. i Midtjy og SVJy] i må·n kleµkèr vi o¶ mæ¶ å tøñ ru¶è úr = i morgen tager vi fat på at »tynde roer ud (dvs. tynde ud i planterne i roerækkerne, med hakke). $Vroue. (han) wa knap farre mæ den hie Historri, farrin han klennket po mæ jen om (NN) = var knap nok færdig med (at fortælle) den her historie, før han klemte på med en om (NN). PJæger.K.66. \ (hertil muligvis:) han fæk æ ku¿ kleµkèt o¿ (= han fik koen klinket på, dvs.) tilslået (ved håndslag) i handel uden at ønske den. *Vestjy (F.IV.266). *SVJy.
| ¢klinke | Àklinke |
| Sidens top | |