kløtre

Çkløve

Se også klæbe (verb.), Çkløve (subst.), Èkløve (verb.), Ìklave (subst.), Ìklov (subst.), Ìklov (subst.), klyve (verb.)

Ìkløve

subst. _ klÒ÷w _ genus.: mask.

[beslægtet med Çklov 3; jf. vestnordisk klaufi (= ynkeligt klummerhoved); Vends; se kort; syn.: kløvning 2]

Tæt afhjemlet

= klodset og/eller sær fyr. klÒw· = person, der er klodset, kejtet, tung i vendingen. $Hellum. kløøv ¨ bruges om en mand, der ikke i egentlig forstand er dum, men dog så kantet og ubehagelig i sin væremåde ¨ at det virker dumt og ondskabsfuldt. HornsH. om en, der ikke rigtig fattede, hvad der blev sagt til ham, eller var lidt akavet ¨ han var en kløøv ¨ Og var man saa samtidig gal paa ¨ ham, saa var han en dom kløøv (= dum kløve). BørglumH.

kløtre	Çkløve
Sidens top