klytter
klyve·jern| klytter | klyve·jern |
Se også Èkløve (verb.)
verb. _ udtale »kort (med noter). _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; ´¶er (K 6.2) MØJy (±S), Djurs. _ præt. og ptc.: klöw hhv. klöwèn alm. i Nord- og Midtjy: kløw¶ hhv. kløwèn Ommers, NDjurs, MØJy (±S); (præt.:) klew¶ $Tved, $NSamsø, $Lejrskov; (ptc.:) klöw¶èn Hards´SV; (svagt bøjet) ´et (K 6.1) NØDjurs, Mols, $NSamsø, sj. sideform i MØJy.
\ Ìskrevet *klyew PJæger.K.48.; Çspor. også optegnet *kli·w
[< gammeldansk klive, klyve, jf. vestnordisk klífa]
1) = klatre (op) [Midtjy´Ø, SØJy (dog kun spor. i ´S), spredt på Als og Sundeved, spor. i Nordjy´Ø, MVJy, SVJy og Angel; se kort; syn.: Èkladre, klatre, klavre x, kravle x]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
skøñ jè så å klyw åpo æ wow¶n = skynd jer så at klatre op på vognen. $Vroue. dæsom di ¡et war ¡klepèn ¡gåt (= hvis de, dvs. folk, ikke var klippet ordentligt), kunde siges: de ær ¡gåt får ¡lu¿sèn å kliw ¡åp è¡po¿ (= det er godt for lusene at klatre op på). $Tved. _ (talemåder:) Höwt å klyww hå dyft å falld = højt at klatre, (så) har (man) dybt at falde. MØJy (Sgr.I.84). kløw åp å go·l, å fa¬ ni¶e å bro·l (= kravle op og gale, og falde ned og brøle), om Folk der kror sig og vil til Vejrs. MØJy. \ hertil (som betegnelse for et klatreivrigt barn): klyve·kat. *MØJy. _ klyve·krage [spor. i Ommers] \ klyve ¡over = bryde igennem (afspærring). klyw ¡öwe (om kreaturer: bryde igennem et hegn). *AlsOrdsaml. Anden dagen de (dvs. nogle overnattende landstrygere) var dragen af, blev vi opdagede på (dvs. opdagede vi), hvordan de havde klövet over (væggene i laden), hvor de kunde, og taget (dvs. stjålet, bl.a.) håndværktøj. *MØJy (Krist.JyA.V.226).
2) = stige (om pris). e Smör de kliyver nok = smørret, det stiger nok. *Angel.
| klytter | klyve·jern |
| Sidens top | |
}){kind=link}