£harke

harket

Se også Ìharke (subst.), Çharke (subst.), Èharke (subst.), ¢harke (verb.), £harke (verb.)

Àharke

verb. _ udtales som »Çharke. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[< nedertysk harken, jf. Çharke 1; spredt i SVJy (±Ø), spor. i SØJy´S og Sønderjy]

= rive strå sammen med slæberive. Når hele kornstykket var afmejet og negen sat i skok, blev stubmarken ¨ harket; alle strå, der ikke var kommet med i negene, samledes. ÅrbRødding.1984.22. A Hywerdreng har¶ket a hiele daw i æ row¶mark, imeld han fløt¶ a ky¶r = hyrdedrengen harkede hele dagen i rugmarken, ind imellem han flyttede køer. SVJy. \ harke ¡stub = d.s. [jf. stub x; spor. i SønJy]

£harke	harket
Sidens top