ÀharkeÌharkning

harket

adj. _ med sideformerne harkeret, harken. _ harkèt, harkèrèt alm.; også harkèn spor. i SØJy.

[muligvis beslægtet med Ìharke; MØJy´SV, SØJy (±S, men inkl. nabosogne i Hards´SØ), spor. i Vestjy´N; se kort; syn.: haret, hakken, hakket 1, harpet]

Tæt afhjemlet

= sprukken, ru (om hud, der er medtaget pga. arbejde el. vejrlig). Vi, som arbejdede meget i marken, var tit udsat for, at vore arme blev ru og harkne. SØJy (DRasm.B.56).

ÀharkeÌharkning
Sidens top