hark

Çharke

Se også hark (subst.), Çharke (subst.), Èharke (subst.), ¢harke (verb.), £harke (verb.), Àharke (verb.)

Ìharke

subst. _ ha÷rk Vends´Ø (AEsp.VO.II.18). _ genus: mask./fk. (K 7.2).

[jf. ¢harke; spredt i Hards´S, spor. i øvrige Nørrejy; syn.: Ìharkning]

= tørke med blæst og kulde; tør, kold blæst. Hansteen.ca.1825. de ær æn få·le har·k (= det er) stræng tørvejr; (forekommer) navnlig om forår, sommer, når det kommer i med tør blæst som er hård ved jorden. Hards (Røjkjær.Opt.). \ (hertil vel også:) harker. i lie haarker = en slem tør, kold blæst. *Vends. _ harper. i ¡li¿ ¡harpèr = (slem) tør blæst. *AEsp.Læsø.

hark	Çharke
Sidens top