Çharke

¢harke

Se også Ìharke (subst.), Çharke (subst.), ¢harke (verb.), £harke (verb.), Àharke (verb.)

Èharke

subst. _ ha(÷)rk Vends. _ genus: mask. _ plur.: ´èr

[vel beslægtet med Ìharke; spredt i Vends (±SV); fortrinsvis i ældre kilder; syn.: hårding]

= tør (højereliggende) plet i eng el. mose, sparsomt bevokset med græs, lyng etc. Rømer.1809. Hark = Stykke Jord, der er sammenvokset med Hvinegræs (jf. hvene·græs), ofte tillige isprængt noget Lyng. Det er godt til »Digetørv, »Fladtørv og »Møntørv. Lars.Ordb.84. Når vi kørte ud i mosen med graveredskaber, madvarer for en dag osv., gjorde vi gerne holdt på en hark. Her groede der katskæg (jf. katte·skæg) el. hvenegræs. AEsp.VO.II.18.

Çharke	¢harke
Sidens top