¢harkeÀharke

Se også Ìharke (subst.), Çharke (subst.), Èharke (subst.), ¢harke (verb.), Àharke (verb.)

£harke

verb. _ med sideformerne horke, herke, hirke. _ har·k/ha÷rk/har§k/hark (K 1.5, K 1.6) alm.Ì; hor§k $Havbro; hå·rk Djurs; hærk $Læsø (vsa. herk), sideform spor. i Vends, Thy og VSønJy. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1) alm.; også hå·rki $Voldby.

\ Ìskrevet *horke Vends (Melsen.1811).

[spredt afhjemlet; syn.: hjorke]

= (forsøge at) hoste slim op. dær ær nÒj· i min hals; æ har·kèr å har·kèr å kañ ænda ej§t fo eÛ òp = der er noget i min hals; jeg harker og harker og kan ikke få det op. $Lild. Kristen harkede stemmen ren og så sig rådvild om; her var hverken spyttebakke eller kakkelovn; han rejste sig for at besørge ærindet ude. Him (KEPed.FA.131). (vbs.:) Hans Bryst er ikke godt, han må bestandig harke op, om Morgenen gåer han i et Harken. SønJy´N.

¢harkeÀharke
Sidens top