hæk·bygget

Çhække

Se også Ìhæk (subst.), Çhæk (subst.), Çhække (verb.), Èhække (verb.), ¢hække (verb.), £hække (verb.), Àhække (verb.), Èhikke (verb.)

Ìhække

subst. _med sideformen hikke. _ *hæ·k, *hæ’k alm.; også he§k UlfborgH (F.IV.214). _ genus: fk. _ plur.: ´er (K 6.2).

[af uvis opr.; Hards´NV, spor. i Him og Sydjy; se kort]

Tæt afhjemlet

som skældsord om/til ko (sj. hest). En gammel Ko, der snart har udtjent, kaldes tit en gammel Hæ·k. SkodborgH. så roft han så høt, te de ku’ høres øwer æ hal sown: De besser, de besser, de hækker = så råbte han (dvs. hyrden) så højt, at det kunne høres over det halve sogn: de bisser, de bisser, de (fandens) hækker. Sand.E.23. "den hjælmerr" ¨ de wa saamøj en klog Asen, men ret en støk Hæ¶k ter aa rænd te Skaa· = den hjelmede (ko) ¨ det var virkelig et klogt asen, men rigtig et stykke hække (dvs. et fandens dyr) til at rende til skade (i de dyrkede agre). MPoulsen.MH.26. de ær æn wå·neñ Hæk = det er en kræsen gammel ko (jf. vånden). SkodborgH. (overført på kvinde:) Mads’s Kuen hun wa en Hækk, / for hun ku’ skjeld’, å hun ku smækk, / å sæt æ sølle Mand te Vækk = Mads¶ kone, hun var en hække, for hun kunne skælde, og hun kunne smække og sætte den sølle mand til vægs. JSøborg.B.30.

hæk·bygget	Çhække
Sidens top