Èhække

£hække

Se også Ìhække (subst.), Çhække (verb.), Èhække (verb.), £hække (verb.), Àhække (verb.)

¢hække

verb. _ hæk $Læsø. _ præs.: ´è $Læsø; Áhækè $Bov.

[< nedertysk hecken (idet fugles parring mentes fremmet ved isolering i samme bur, jf. Çhæk 9); spor. afhjemlet]

= parre sig (om fugle; overført også om hunde og mennesker). Så måtte han til sidst kalde på hans husholderske, som han lå og hækkede med. Him (Krist.JyA.II.105).

Èhække	£hække
Sidens top