Çhække
¢hække| Çhække | ¢hække |
Se også Ìhække (subst.), Çhække (verb.), ¢hække (verb.), £hække (verb.), Àhække (verb.)
verb. _ hæ÷k/hæk (K 1.4). _ bøjning: ´èr ´è ´è
[af uvis opr.]
1) = slæbe, hive op (i) [spor. i Vends; fortrinsvis i ældre kilder; syn.: Ìhæfle 1.1, 1.5] hwant Ér è do gor å hækè mæ sæki = hvorledes er det, du går og hækker med sækken, dvs. går uordentlig med sækken, når den f.eks. hviler langt nede på ryggen, og personen går og skumper op hvert øjeblik (jf. skumpe x). $Hellum. Hæk åp i sækki = løft den bedre op; det sker i små Tag. BørglumH. å hæk òp = hive op (i bukserne). KærH. (vbs.:) a fo¿r å te hækèns mæ¶ è = jeg får at gå med det ¨ (en byrde). $Hellum.
2) = slaske omkring (i uordentlig påklædning) [vel videreudvikling < betydning 1; spor. i Vends; fortrinsvis i yngre kilder] Hwa¡dant ær¶ æ, do gor å hækker itj æ = (hvordan er det, du) gaar uordentlig paaklædt, saa Tøjet hænger om (dig). BørglumH. \ hertil flg. sms.: hække·mand. hækkemænd _ Formentlig: mænd der går og slasker i tøjet, så de bestandig må hive op i bukserne. *AEsp.VO.V.60. (i byremse:) *Hjørring (Krist.JyF.IX.107). _ hække·vorn. Do gor så hækwu·rn i Kle·n = (du går så) uordentlig paaklædt, i Tøjet. *Vends.
| Çhække | ¢hække |
| Sidens top | |