hov·mål
hovne| hov·mål | hovne |
Se også hoben (subst.), ¢hove (verb.), hoven (adj.), hovet (adj.)
subst. _ håw¶n/how¶n (K 2.4) alm.; også *höw¶èn Bjerre (F.).
[jf. vestnordisk hugan, afledning til huga (= være opmærksom på, etc.); beslægtet med Çhuge, hovet, jf. Ord&Sag.2004.51; Him´S, Ommers, Fjends´Ø og MØJy (±SV), spredt i Him´N, spor. i Sall, Fjends´V, Djurs´N og Bjerre; se kort; syn.: ad·hu]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= lyst, interesse; opmærksomhed, optagethed; oftest i forb. have hovn på/til/af/efter (mv.). han har ingen Houen af sit Arbeid, (dvs. ingen) Lyst og deraf følgende Stadighed. HBrøchner.ca.1810. (bedstemoderens) stadige Replik var: "La’ mæ no si, do hå hovn aa’et!" = lad mig nu se, du går op i det, tager fat. ØH.1956. Den jenn håe Hovven te å´ gi, / ¨ å gjø åll Folk glåe, /den åend vild helle sammel te / å hold po den han håe = den ene (person) havde lyst til at give og gøre alle glade, den anden ville hellere samle sammen og holde på det, han havde. MadsNiels.JÅ.28. (talemåde:) æn ska ha hòw¶èn å sit maj å ywèt å da¿rèn (= man skal koncentrere sig om sin mad og have øjet på døren), dvs. spise, men være rede til straks at gå ud igen. MØJy (F.I.665). \ (hertil vel også:) hwes a ka fo hòw¶èn o¶ èt = (hvis jeg kan få) lykke, held (af det). *SønderhaldH (MØJy; F.I.665).
| hov·mål | hovne |
| Sidens top | |