hå·mær
Ìhånd| hå·mær | Ìhånd |
Se også Çhan (pron.), Ìhane (subst.), Çhane´ (sms.led), Ìhjørne (subst.)
adj. _ hå¿n/hå·n (K 1.1) alm.; hå¿ñ $Løgumkloster, VisH (F.); hoan Angel.
[< ældre dansk, jf. Kalkar. og ODS.; ØSønJy´S, Als, spor. i ØSønJy´N, VSønJy´M og Angel; se kort; fortrinsvis i ældre kilder; syn.: Çbly, fjalet 1, fra·vorn, hundtet, ska¡lu x]
 |  Tæt afhjemlet |
= flov, skamfuld; undselig, genert. saa troede Henrik, at de fniste ad hans lange Lemmer, og han blev haan og menneskesky. Skovrøy.LM.14f. Jeppe dyppede meget dybt i Smørhullet (midt i folkenes fælles grødfad), saa det hurtigt tømtes. Hans Bordfæller var "haa·n" ved ham ¨ skammede sig over hans Ubeskedenhed. Sundeved. de æ ¡hoant å kom få Ási¬· = det er flovt at komme for sent. Angel. hun var kommen ind et Sted, hvor folk just sad ved Middagsbordet; de havde strax budt hende med, men hun tykkes (= syntes), det var saa haant strax at sige ja. Feilb.FH.101. \ (hertil:) hån·hed = skam. *Ribe (TerpagerÇ.ca.1700).
| hå·mær | Ìhånd |
| Sidens top | |