Ìhan
Èhan´| Ìhan | Èhan´ |
Se også Ìhan (subst.), Èhan´ (sms.led)
pron. _ han/hañ/ha(ç)j (K 4.4) alm.Ì; håj $Læsø; håñ $NSamsøÇ; haçj $Tved (og nabosogne på Mols), $AnholtÈ; ha $Rømø. _ oblik kasus ham: ham alm.¢; håm $NSamsø£; også ha·m spredt i Vends, spor. i ØHanH og på Læsø. _ genitiv hans: hans alm. (undt. Sønderjy´SV mv., se pkt. 1.3.2 samt sin x)À; han¶s Djurs (K 1.2), sideform i $Gosmer; hån¶s $NSamsø (K 1.2); også håj¶s, håns Læsø; også *hanses spor. i Hards og SVJy; også hañsès $Hundslund.
\ Ìpalataliseringen dog ofte svundet (hañ > han) i yngre dialekt, i VSønJy allerede i Lyngby.Opt.; også hæj Vends´SV (Højensgård.Saltum.26); også håñ spor. på Als; i enkliseforb. også stedvis med stødtilkomst i trykstærk stilling, fx ¡han¶ è $Give, ¡haçj¶ æ $Gosmer (= han er), ¡han¶ èl (= han vil) $Ål, hañ¶ wi¬ $Lild, han¶ è¬ $Vodder (= han ville); i tryksvag stilling med tab af forlyd: især i lidt hurtig og/eller fortrolig tale: an å (= han har; etc.) GjernH (MØJy); Çi enklise efter verb. kun ´èñ, fx æ(¶) èñ (= er han), hå(¶) èñ (= har han); Èogså ha, haj i andre optegnelser fra Anholt; ¢i enkliseforb. også med stødtilkomst i trykstærk stilling, fx (i Midtjy´Ø, SØJy og VSønJy) ¡ham¶ å hans ¡brow¶r (el. lign.) (= ¡ham og hans broder) $Houlbjerg; a ga ¡ham¶ èÛ (= jeg gav ¡ham det) $Tved; £i enkliseforb. også med stødtilkomst i trykstærk stilling, fx håm¶ è (= ham det); tryksvagt i enklise kun ´èm, fx tå(¶) èm (= tage ham), we(¶) èm (= ved ham); Àdog hañs $Hundslund, sideform i $Tved og $Bjerre; også ha(ç)js spor. i Vends; også han·s GjernH (MØJy).
[formen uden ´n (på Rømø) dækkes ikke af de gængse lydregler (jf. DF.XIV.109)]
1) = rigsm.
1.1) om mand el. dreng, tidligere omtalt el. let identificerbar i situationen. \ (spec.:) i grundform som erstatning for oblik kasus [jf. FestskrHald.268f.; kun optegnet fra Anholt] ¡si·n så wi¬ wi jo ¡te¶ å ta hañ ¡uj¶ = siden ville vi jo til at tage ham ud (dvs. få det strandede skib gjort fri). $Anholt. \ (spec.:) i oblik kasus som erstatning for trykstærk grundform [spredt afhjemlet] ¡ham å hans kuèn di ¡boèt i èn bete ¡æjenªdom¶ ¡hæ·è = han og hans kone de boede i en lille ejendom her. Fjends (DaDial.III.56). så var ed jo somtier te ham heller hinner kam op å åeg = så skete det jo somme tider, at han eller hun kom op at age (dvs. fik kørelejlighed). Thy. de æ èn ¡søl¶è ¡stakèl ¡ham = det er en sølle stakkel, ham. $Storvorde. "Hvormeget ¨ har han givet Dig, ham æ Dæw¶el (= djævelen) deroppe" (om en rig møller). Aakj.FB.11. ham der ejer det, ¨ hai for e aldrig tebag (= han får det aldrig tilbage). Tønnes.GSF.59. \ (spec.:) som indirekte objekt svarende til præp.led i rigsmål [spredt i Sønderjy (især ´S, formentlig pga. tysk indflydelse), spor. i Nørrejy] Æ Syn slæer ham fejl = synet slår fejl for ham (dvs. han ser dårligt). Hagerup.Angel.106. (det er kun en overgang, sagde ræven) da trak di ham ä Bälle over ä Hoj = da trak de bælgen (dvs. skindet) over hovedet på ham. DVN.1934.132.
1.2) som pronominal sammenfatning af umiddelbart forudgående betegnelse for mand el. dreng [spredt afhjemlet (alm. i folkelig fortælling)] Jæns haçj war straks ò·p ijæn = Jens han var straks oppe (dvs. på benene) igen. AEsp.GG.54.
1.3) som pronominal foregribelse af umiddelbart efterfølgende betegnelse for mand el. dreng [spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy] (fortrinsvis i talemåder, fx:) de èr gåt en ær oren æ spæl¶, så· han æ dej¶n, da æ knæj§t slowès = det er godt, man er uden for spillet (dvs. balladen), sagde han degnen, da drengene sloges. $Vroue. Der er Skel paa Fisk, soj han æ Mand, da kør han rundt med Tudser = der er skel (dvs. forskel) på fisk (med ordspil på skæl x), sagde han manden, da kørte han rundt med tudser. SJyMSkr.1931´32.188.
1.4) i tiltale; som erstatning for ÇDe, Ìdu, ÇI 2.
1.4.1) i høflig tiltale til personer uden for bondestanden (præst, degn, foged m.fl.) el. til en ubekendt [jf. Çhun 1.4.1; spredt afhjemlet] I Stedet for det gamle "I" til Herremand, Præst o.a. hedder det nu: "han" og "Di" (= De). NBlich.VP.187. (i samtale med ukendt gæst:) "Men hvem er han da?" _ "Jeg er Kongen!" _ "Ih, saa Gud velsign ham da i Jøsse (= Jesu) Navn!". ØH.1943.118. da han kom over til øen (dvs. Hjarnø, i 1853), brugte folk som en særlig høflighed at sige "Han" til degnen og "Hun" til madammen. Da det var samme titulatur, de brugte til hund og kat (jf. pkt. 2.2), bad (han) dem endelig sige "du". Bjerrehb.619. Når man som Skolebarn skulde have sin Skrivefjer skåren, gik man hæn til "æ Deen" (= degnen) og sagde: "vil han it skær mæ mi Feer?" (= vil han ikke skære min fjer for mig?). ØSønJy. "No er a da vel kommen gal afsted, a haar jo saa Di, a skuld val ha saa han" (= nu er jeg vel kommet galt af sted; jeg har jo sagt De; jeg skulle vel have sagt han) ¨ udbrød den gamle Kone (i samtale med nabosønnen, der var kommet på seminariet). AarbMors.1929.100.
1.4.2) i tiltale til folk af lavere rang, til børn el. dyr [jf. Çhun 1.4.2; spor. afhjemlet] Den i ældre Tid brugte Form, at man tiltalte Underordnede med "han" og "hun", har jeg ikke hørt uden i Spøg. AarbViborg.1930.126. ka han waaer sæj o et kom te æ spindraak = kan han (så) vare sig og ikke komme til (dvs. røre) spinderokken! SVJy. sæjer do han te mæ? _ de sæjer vi te æ stu·Û = siger du "han" til mig? det siger vi til studene. Vestjy (F.III.618).
1.5) ham ¡selv. _ a) = manden i huset, husbond; den lokale præst, degn, herremand (el. anden standsperson) [jf. Çhun 1.5; spredt afhjemlet] stod han han da stor og bred ¨ uden for Gaarden, kunde han, med Fingrene i Vestens Ærmegab, gemytlig, selvbevidst udbryde: "Her staar ham sjel Kræsten". PChrist.Idum.162. ¡No! ¡de¶ æ nåk ham ¡sjæl¶ ¡hæ·r ¡kom¶er (= nå, det er nok ham selv, der kommer her); i let spøgende tiltale ved møde med præsten. Hards. "Go Daw, ham sæl!" ¨ Saa fornemt betegnede han (dvs. tiltalte en gammel mand) mig Grønskolling af en Præst, og saa fornem en Tiltale har jeg aldrig været ude for siden. AarbViborg.1938.80. Men nu kom "ham Sjel", (dvs. godsejeren) Chr. Lange, ridende ¨ ind i de "oprørske" Bønders Skare. AarbSkive.1923.81. Laust ¨ spuer om ham sjel vaar hjem = Laust spurgte, om "ham selv" var hjemme (dvs. om ministeren var til stede). JCChrist.LPK.22. _ b) (som omskrivning) = djævelen [spor. i Østjy] så kome dÉ gamæl kò¬ _ ham sil, dÉ li da _ ej te dÉm = så kommer den gamle svend _ ham selv, den lede da _ ind til dem (dvs. heksene i »Troms kirke). Grønb.Opt.153. _ c) = klør knægt. *Fjends (Blich.XXX.13).
Forrige betydning - Næste betydning
2) om husdyr af hankøn (især tyr, hingst, orne) [jf. Çhun 2; spredt afhjemlet (også uden for 3KønsOmr, jf. K 7.2); fortrinsvis i ældre kilder] Schade.Mors.334. ho do ¡nøj¶ ¡pla¿nè mæ dæçj ¡suèt ¡tyw¶è, de wa jo ¡he¬¶ès ¡menèµèn, haçj sku ho wo ¡s嬶 = har du nogle planer med den sorte tyr; det var jo ellers meningen, han skulle have været solgt. $Gosmer.
Forrige betydning - Næste betydning
3) om dyr i alm., ting, fænomener.
3.1) henvisende til subst. af (grammatisk) maskulinum [jf. Çhun 3.1; kun i 3KønsOmr (K 7.2); fortrinsvis i ældre kilder (og stort set opgivet ved henvisning til ting)] Da jeg var Dreng (i 1870¶erne), sagde de gamle Folk han til alle Hankønsord, f.Eks.: Skòw¶li, haj sto¶r de¶r (= skovlen den står der). Vends. (vi skulle) si¿, om ¡ow¶ñèñ ¡haçj war blen ¡war¶m nåk = se, om ovnen den var blevet varm nok. $Anholt. Dyr benævnes næsten altid Han: Saaledes er en Kalv: Han, hvadenten det er en Qvie eller Tyrekalv. DjursSH (OCRavn.ca.1828). Vi hår i honkat, å haj hår fåt tjællinger! = vi har en hunkat, og den har fået killinger! Vendsbog.402. ji huj hajs såpper = giv hunden dens brødterninger. Vends. Fuglene ere alle Han (fx:) der fliver (= flyver) han; han har Æg, han har lagt Unger ud i vor Hauge (= have). DjursSH (DF.I.43). dæçj war ¡gon ¡uj¶ a hans ¡gjæl· å haÛ ¡kw欶 ham = den (dvs. en lille torsk, som var slugt af en stor) var gået ud af dens (dvs. den stores) gælle og havde kvalt den. $Anholt. (spec.:) "Tror I, han er kommen?" spurgte min fader (ved rygte om hornfisk ved kysten). Krist.Anholt.18.
3.2) om eksemplar af bestemt dyreart (uanset dyrets naturlige køn), især om hest, hund, svin, ræv [jf. Çhun 3.2; spredt i Sydjy og i Østjy (også ud over 3KønsOmr, jf. K 7.2)] I Himmerland nævnes f.eks. kalv, hund, kat og loppe i hankjön, der tyder på, at også der har levende såvelsom livløse gjenstande stået i kjön (dvs. mask. og fem., i stedet for det nuværende fk.). Krist.JyA.T.VI.266. Man sagde "han" om alle Svin, hvad enten det var en Orne eller en So. Bjerre. hæjstèn han ska ¡fu·èÏ! = hesten den skal fole. MØJy. ¡ry·lèn haçj ha·j ¡ålti ¡fi·è ¡æ©¶ = rylen den havde altid fire æg. $Storvorde. der æ nejsten ingen adskjel aa di tow hund, men ham die æ no moue te den non = der er næsten ingen forskel på de to hunde, men den dér er nu (alligevel) moder til den anden. HadsH.
3.3) om fartøj (skib, båd etc.); vekslende med Çhun 3.3, og til dels bestemt af ældre grammatisk genus [spor. i Thy, desuden Læsø og Anholt] en »kåg (omtales) som han, svarende til genus, men store søgående skibe omtales snart som hun og snart som han. AEsp.Læsø. haçj war ¡lastèn mæ ¡tæm¶èr å ¡plaµkèr = det (dvs. et strandet skib) var lastet med tømmer og planker. $Anholt. (spec. om redningsbåd:) Hards (MylErich.S.56).
3.4) om vejr og vind [spor. i NJy og Djurs; syn.: Çhun 3.4, Ìdet 3.3] håj/hun freskèr ¡òp = han (el. hun) frisker op (dvs. det blæser op). AEsp.Læsø. han blæser af Nor´Ost = det blæser fra nordøst. DjursSH (DF.I.43).
4) særlige anvendelser af genitiv [jf. Çhun 1.3]
4.1) som erstatning for genitiv af substantiv el. proprium; jf. DF.XXVIII.41ff., Noesgaard.DS.67f. [jf. Çhun 4.1; Vestjy (dog kun spredt i SVJy´SØ), spredt i Vends, Him og SØJy (±S), spor. i Østjy´M; se kort; syn.: sin x]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
do ska fo a ¡sme hans ¡næwè o ¡små·© = du skal få smedens næver at smage (dvs. få klø). $Ål. Jens Ajsen hans Kuen = Jens Andersens kone. Thyholm. i ¡betè ¡dr浶 hans hat æ ¡meçjèr èn i ¡stu¿r hans = en lille drengs hat er mindre end en stors (dvs. en stor drengs). $Børglum. Jens Korsgaard i Vemb hans Lade. Krist.JyF.III.100. Omm te Pe Larsen hanses = omme hos Per Larsens (dvs. hos den pågældendes familie). Hards (Krist.JyA.VI.207). dæ brun hans huelaw = den brunes (dvs. den brune hests) »hovedlag. Vends. saa syede de (dvs. to piger, som hævn) baade Dyne og Pude (fast) til den Mand hans Skjorteærme, som laa nærmest Sengestokken (= til skjorteærmet hos den mand, der lå nærmest sengestokken). KThuborg.Harboøre.48. \ (spec.:) af hans. en browe ow hanns = en broder af ham. *VoerH (MØJy). Æ Søn å hans, som Kræn Nøj¶gors to te dæm, hi åsse Kræj·sten = den søn af ham (dvs. af Kristen V.), som Kristen Nygaards tog til sig, hed også Kristen. *TKrist.BT.16.
4.2) i refleksiv brug (svarende til rigsmål sin x, jf. DF.XXVIII.41ff.) [jf. Çhun 1.3.2; Nørrejy, SønJy´N, spredt i SønJy´SØ og Angel; se kort]
 | Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
haj djør hans ¡bæ·st = han gør sit bedste. Læsø. han ¡li©·nèr hans ¡fa¿r = han ligner sin far. $Vodder. håñ ¡tow¶ håns ¡hat å gik ¡håns ¡wej = han tog sin hat og gik sin vej. $NSamsø. Hans føest Pænng tent han, da han war it mier end som 6 oer gammel = sine første penge tjente han, da han kun var 6 år gammel. SPJens.L.4. haçj ¡sto¿è i hans ¡æjèn ¡lyw¶s = han står i sit eget Lys, skader sig selv. $Gosmer. \ (spec.:) svarende til bf. i rigsmål (i forb. med legemsdele mv.). (han) ligger ¨ paa hans Ryg (= på ryggen). Aakj.VF.204. han ka ¡e§t ¡fo hans ªvæj¶r = han kan ikke få vejret. Hards. ¡haçj slow uj¶ mæ hans ¡år·m = han slog ud med armene. $Anholt. haj grentj aa gne sæ i hans Hæjjer = han lo og gned sig i hænderne. LCRingsholt.TK.22. (han) wænd de hwi· uk o hans Øw¶n = vendte det hvide ud af øjnene (af raseri). HJens.HDF.22.
| Ìhan | Èhan´ |
| Sidens top | |