feger

Çfej

Se også Ìfæ (subst.), Çføde (verb.), Çfej (adj., adv.), Ìfind (subst.), finne (subst.), fjende (subst.)

Ìfej

adj. _ fɶj VendsÌ; fÉj¶ ThyÇ; fæj¶ Mors, Hards´VÈ (og spor. i øvrige Nørrejy), SønJy´V. _ plur.: fæj· alm. i Nørrejy¢; f´É÷j Vends.

\ Ìogså fÉj¶, fej¶; Çdog fæj¶ $Agger; Èogså fæ¿j, fej¶; ¢også fe·j Hards´V.

[NVJy (±N, dog inkl. $Lild), Hards´V (med tilstødende egne af SVJy), spredt i SønJy´V (± Rømø); se kort; fortrinsvis i ældre kilder]

Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet

= skæbnebestemt til at dø; nær ved at dø. Den, som kommer ulykkeligt af Dage, var fej ¨ ligesaa den Syge, som ikke kan helbredes. Schade.52. de vår fej (= det var fej), dvs. det skulde dø, om et Kreatur, som er død af tilsyneladende Smaating; kan også siges, naar et Menneske f. Ex. fryser ihjel. $Agerskov. "de ær fe·j Fålks Ve·r o æ Haw" (= det er vejr for dødsens mennesker på havet), sagde en gammel Kone i Vedersø en Nat det var Storm. Røjkjær.Opt. dær æ eµèn fæj· fòlk hæreñ· (= der er ingen herinde, der snart skal dø), siges (sj.) naar en Gjenstand (fx en gryde) koger efter at være kommen paa Bordet fra Ilden. $Lødderup. De hå·j a e§t tro de si·st a so hind, te hun war så fej¶ = det havde jeg ikke troet, sidste gang jeg så hende, at hun var så nær døden. PKMadsen.Opt. (talemåde:) Fej Mand goer ed altid ild! = en, der er bestemt til at dø, går det altid ilde. JKamp.DFm.360. \ (i afledt betydning; formentlig) = ligbleg. (samtidig) kom a te å stø·j mi Si·mañ mæ Armbow¶en so¶n han bløw he·lt fe¶j i Ansejtet = kom jeg til at støde min sidemand med albuen, så han blev helt fej i ansigtet. *MØJy.

feger	Çfej
Sidens top