ÇfytteÇfæ´

Se også ¢få (verb.), Çfæ´ (sms.led)

Ìfæ

subst. _ fæ¿/fæ· (K 1.1) alm.; fÉ¿, fÉj¶ Vends; fe¿(è) NVJy; også (ældre) fe¿ Fjends, Hards, SyJy; også fej¶ Him; også *fæj Fjends, Ommers; også *fÉj¶ MØJy´S; også fæj¶ ElboH (SØJy); fe·Als. _ som 1.sms.led: se Çfæ´. _ genus: neutr./fk. (K 7.1). _ plur.: u.end.

 Næste betydning

1) = kvæg, kreatur [spor. afhjemlet, fortrinsvis i ældre kilder; syn.: fæ·høved] "Han har hverken Faar eller Fæ" siges i Vendsyssel om den, som intet ejer. Molb. vo Joor utter bode uor Fæj aa uor Fohr = vor hyrde vogter både vore kreaturer og får. NBlich.VP.169.

 Forrige betydning  -  Næste betydning

2) = husdyr, besætning [spor. afhjemlet] (om) Et ringe folkehold til en ringe besætning ¨ (siges, at der er) ¡fålk ætè ¡fÉj¶, folk efter, dvs. svarende til fæ. JMJens.Vend.245. Je¶j Sæn Hans Næ·t waske Sme¶j hans sy·g Hæst i dæ hÉlle Tjòòl i HÉllom, å se·n hår Tjòlen entj duw¶we, for dæçj war te Fålk å entj te Fɶ = én sankthansnat vaskede smeden sin syge hest i den hellige kilde i Hellum, og siden har kilden ikke duet, for den var til mennesker og ikke til dyr. AEsp.GG. \ folk og fæ = mennesker og dyr [spredt afhjemlet] de war så bette æ oo¶r, de´de fålk å fÉɶ war we å go ¡te = det var så ringe et år (1826) at folk og fæ var ved at gå til. AEsp.VO.

 Forrige betydning

3) = dumrian, fjols [spredt afhjemlet] De æ no foskrækkelet hvo di Kjøvenhaavner di æ klo’g; aa nær jæn begjynner aa kagl, saa begjynner æn naan aa gaael, aa saa gjø di vos, vi sølle Jyder, ræn te Fæi oldsammel = det er nu skrækkeligt, hvor de københavnere de er kloge; og når én begynder at kagle, så begynder en anden at gale, og så gør de os, vi sølle jyder, rent til fjolser allesammen. Brøv.3. \ hertil flg. sms. (med samme betydning): fæ·hoved [spredt afhjemlet] _ fæ·hund [spor. i Nørrejy]

ÇfytteÇfæ´
Sidens top