Èknebel

kneben

Se også Ìknebel (subst.), Çknebel (subst.), Èknebel (subst.)

¢knebel

adj. _ kne߶èl Vends (dog kne¿ßèl $BørglumH); knew¶l Hards (HPHansen.Opt.).

[af uvis opr.; næppe beslægtet med rigsmål knippel(´); spor. i Vends, Ommers og Hards´N; syn.: Çhammel 1]

= stor, fast, glat (om kornkerne). Når Byg var kjö·rnt og rönst (= kørnet og renset, jf. kørne x), så bløw¶ de liså knew¶l (= så blev det ligeså glat) ¨ dvs. så var det befriet for »Haserne. Hards (HPHansen.Opt.). ròw¶i É kne߶èl = rugen er knebbel, dvs. rugkernerne er tørre, glatte og store, så når man skal så, "ka mæ håtè eñtj ha nuè i håçj¶èn" (= så kan man knap have nogen i hånden); så er rugen »sæddrøj. $Hellum.

Èknebel	kneben
Sidens top