kip·kalvÇkippe

Se også kipe (subst.), Çkippe (verb.), Èkippe (verb.)

Ìkippe

subst. _ kip _ genus: fk.

[< middelnedertysk kip; spor. i Nørrejy; fagsprog]

= øverste kant i tagkonstruktionen, hvor spærene mødes og er fæstnet i hinanden. Bjerrehb.180.

kip·kalvÇkippe
Sidens top