Çkippekipper

Se også Ìkippe (subst.), Çkippe (verb.)

Èkippe

verb. _ kip/ki§p (K 1.4). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[< ældre dansk (hvorimod synonymet gibbe iflg. ODS.VI.931 synes at være en yngre omdannelse), jf. Çkip; spredt i Fjends´N, spor. i Sall, NØJy, MØJy og Djurs, desuden én kilde fra Læsø og én fra VSønJy]

= gibbe, give et ryk/jag/gib. det kipper jo i mæ, nærenstid en Ræv tog paa ind imell æ Bakker = det gibbede jo i mig (af forskrækkelse), når en ræv tog på (dvs. hørtes) inde imellerm bakkerne. ThNiels.HLG.80f. Det kippede (= rykkede) jo straks i dem, de unge Skarer, for at komme med (når der blev spillet op til polka). Bregend.Sød.I.18. (med personligt subjekt:) a ær li©·. te a kipèr _ a kipès ve¶ è = jeg er lige, så jeg kipper (dvs. så det gibber i mig); jeg kippes ved det. $Tved. han kippede = gav et kip (af skræk). VSønJy.

Çkippekipper
Sidens top