Èkave

£kave

Se også Ìkave (subst.), Çkave (subst.), Èkave (verb.), £kave (verb.)

¢kave

verb. _ kaw· alm. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; (ptc.) kaw¶èÛ $Tved.

[< Çkave 1; spor. i Hards, Sall, Djurs og Sønderjy´N]

= (begynde at) sne, småsne. de kawèr nöj (= det kaver noget), dvs. det småsner ¨ om det begyndende snevejr, med få (større eller mindre) sneflager. Skautrup.H.106. de står å kawer, dvs. sner så småt. Hards (Røjkjær.Opt.).

Èkave	£kave
Sidens top