Ìkave

Èkave

Se også Ìkave (subst.), Èkave (verb.), ¢kave (verb.), £kave (verb.)

Çkave

subst. _ kaw· _ genus: fk. _ plur.: ´er (K 6.2).

 Næste betydning

1) = (stort) snefnug; jf. Ord&Sag.1987.23f. [ca. 1740: (plur.) cauer Fjends (AarbSkive.1917.128); spredt i Fjends, spor. på Mors, i Hards´NØ, Djurs og MØJy; syn.: Ìflage 1, sne·flage x, sne·kave x] Kaver (dannes), naar Sneen falder stille og blødt. Hards. dæ komèr stuèr kawèr = der kommer store snefnug. Skautrup.H.I.106. Sydvest (dvs. sydvestenvind) gir Sne i store Cauer, den saakaldte »Lammesne. AarbSkive.1917.128.

 Forrige betydning

2) = isstykke, isflage [spredt i Sall og Hards´N, spor. på Mors, i Him og Hards´S; syn.: is·kave] "Æ Kauu" (= kaven), dvs. Isstykket der tages op paa Isen (når man har hugget en »våge i isen for at »stange ål). Hards. (voddragning under is på fjord:) Ved hvert af de yderste Huller opsættes en "Kauh" (dvs.) et Stykke Is, som snart fryser fast til Isfladen og bruges til at binde fast ved (dvs. fastgøre en del af voddet ved). Sall (JySaml.1Rk.VIII.178, med ill. af ishullernes placering s. 177). Knøsen ¨ stillede sig midt paa Kaven (dvs. en stor isflage, der var begyndt at drive til havs). Blich.XXX.68.

Ìkave	Èkave
Sidens top