Çkave

¢kave

Se også Ìkave (subst.), Çkave (subst.), ¢kave (verb.), £kave (verb.)

Èkave

verb. _ ka÷w Vends; kaw· $Tved. _ præs.: ´er (K 6.2).

[< Çkav; spor. i Vends, Him´NØ og Djurs]

wi kawèr å k´et feñ· dæ¿rèn = vi famler og kan ikke finde døren. $Tved. Han stu å kawed etter ed = han stod og rakte efter det. Mols. \ (hertil formentlig:) kave sig = kante sig. Aalle saasor æ Suel war ringed nied, linned han æ Stætt og kawed sæ ind = aldrig så snart (jf. såre x) var solen ringet ned, før han (nemlig præsten) lindede lågen (jf. stætte x) og kantede sig ind (på kirkegården). *Aakj.P.63.

Çkave	¢kave
Sidens top