hvæsÇhvæse

Se også hæse (verb.), Çhvæse (verb.), Çhvæsse (verb.)

Ìhvæse

subst. _ med sideformen hvæs. _ hwÉ·s alm. i Vends (spredt vsa. hwÉ¿s)Ì; også hwæjs Vends´SÇ; hwæ·s NØJy, MidtjyÈ. _ genus: mask./fk. (K 7.2) alm.; fem. $Voldby. _ plur.: ´er (K 6.2).

\ Ìdog hwæ·s, hwÉj·s Vends (F.); Çogså hwÉj¶s KærH; Çogså hwe·s Hards´NV.

[< Çhvæse (men spor. sammenblandet med vessen x); Vends, spor. i NØJy og Midtjy; se kort; syn.: hals·tarm, gåse·skræbe, dreng 7 (forb. den slemme dreng)]

Tæt afhjemlet

= spiserør hos får; luftrør hos gås; (sj.) tilsvarende hos andre dyr. efter at fåret (ved slagtning) var stukket, "bogede" (dvs. pressede, jf. Ìboge 3) man ind med en finger og fik fat i "hvæsen"; den blev trukket ud og en snor bundet stramt om, for under det videre slagtearbejde kunne maveindholdet ellers løbe ud og fordærve kødet. AEsp.VO. Naar de gamle slagtede Faar og Lam, skar de først ¨ Hwesen (Spiserøret) ud og bandt en Snor om den, for at Dyret ikke kunde kaste op under Dødskampen og fordærve Blodet _ den brugtes til Pølser. Det var Konen eller Pigen, der udførte dette Dyrplageri, hvorefter de skar Halsen over paa Dyret. DronninglundH. wi lawwe i gòòlromp å hwÉÉsi å i gassi = vi lavede en »galerumpe (dvs. slags legetøj) af spiserøret af en gase. AEsp.VO.

hvæsÇhvæse
Sidens top