Èhejre
£hejre| Èhejre | £hejre |
Se også Ìhejre (subst.), Çhejre (subst.), Èhejre (subst.), £hejre (verb.)
verb. _ hæj·r alm.; hÉj·r NVJy. _ bøjning: ´er ´et ´et el. u.end. (K 6.2, K 6.1, K 6.3).
1) = tildanne, reparere groft, ufærdigt el. skødesløst; pynte på, udbedre; især i forb. hejre ¡op/¡til/¡sammen [spredt i NVJy, Sall, Hards, spor. i SVJy] hÉjr tel, tildanne løselig (om Snedker´ og Smedearbejde). $Vejrum. hæjr æn stak ¡aw¶ (= hejre en stak ¡af, dvs. opbygge en høstak foreløbigt); bagefter kan den så "pyntes af". $Darum. Han ka e§t hæj·r æn år¶enlig Ske’j¶e = han kan ikke lave en ordentlig (horn)ske. Hards (PKMadsen.Opt.). ¡de ka ¡æ da ¡snå¿r fo ¡hæj·èrÛ ¡sam¶l = det kan jeg da snart få (hejret sammen), dvs. syet sammen ¨ på en nem måde. Thy. hun æ gow¶e te å hæje ve æ (= er god til at hejre ved det), dvs. god til at holde tøj og andet i orden. Hards.
Forrige betydning - Næste betydning
2) hejre (sig) ¡ud/¡an = pynte (sig), maje (sig) ud [stedvis sammenblandet med Èhæde 1; Vestjy (dog kun spredt i Thy´NØ, Fjends, SVJy´S), spredt i Han, Him´SV, MØJy og i øvrige Sydjy, spor. i øvrige Nørrejy; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
To A ska low· få, te knæjdn wa hæjè u¿j (= jeg skal da love for, at børnene var klædt ud, til fastelavn), med ret rosende Mening. MØJy. hun håj hæjèr sæ úr mæ sløj·fèr å falbe¡la·dèr bodè får å bå¿© (= hun havde hejret sig ud med sløjfer og falbelader både for og bag), med bibetydning: latterligt, smagløst. $Vroue. \ (hertil:) hejret = stor på den. Den, der har fine Fornemmelser, er ¨ hæjèr = hejret, halvdannet. *Skyum.Mors.I.274.
Forrige betydning - Næste betydning
3) = tale hårdt til, skælde ud; især i forb. hejre ¡ud/¡af/i¡gennem [formentlig < betydning 1; spredt i Thy´S og på Mors, spor. i Hards og SØJy; syn.: Çhegle 3] han hæjèrt ham jo ¡u¿Û få de ¡reµstè ¡skit = han skældte ham jo ud for (at være) det ringeste skidt. $Give. \ (også) = bagtale [spor. i Sydjy og Hards´SØ] hun sad o hejret om den sølle ¨ kaael, hun sku haa hinne mund lot = hun sad og rakkede ned på den sølle karl; hun skulle have sin mund lukket (dvs. nogen burde bede hende holde kæft). SØJy´N.
4) hejre ¡hen = dysse ned, slå hen (i omtale af noget ubehageligt, evt. ulovligt) [formentlig < betydning 2; Hards´MV, spor. i Hards´N; se kort]
 | Tæt afhjemlet |
hun prøver o å hæjer æ hen (= på at hejre det hen), dvs. undskylde. UlfborgH.
| Èhejre | £hejre |
| Sidens top | |