høv·som
Çhå| høv·som | Çhå |
Se også Çhå (subst.), Èhå (interj.), hå·kat (subst., sms.led), had (subst.), hade (verb.), ¢have (verb.)
subst. _ ho¿ _ genus: stof´neutr.
[1690: Haa (Kulturm.1939.79); jf. vestnordisk há, norsk dialekt hå, ho (Aasen.163), svensk dialekt hå (Rietz.276); spredt i Hards (±S, ±NV), spor. i Fjends´N, desuden Blich.EB.44; fortrinsvis i ældre kilder; syn.: anden·slæt, eftergrøde, efter·slæt]
= fortsat græsvækst efter høslæt, bjærget som hø el. anvendt til græsning. (1720:) ald hø, hå og korn af alle slags ¨ er hiemhøstet. HammerumH (Vider.II.525). Præstens Piger ¨ havde været nede paa Gudumkjær Eng at rive "Haa", som Stafens Karl havde slaaet samme Dag ¨ Endnu omkring Aarhundredskiftet (dvs. 1900) var der adskillige her i Egnen, der bjergede Ho¶. HammerumH (Kulturm.1939.79). Simon rev Tøjrepælen op og flyttede dem (dvs. småstudene) helt hen til den dugfriske Ho. Aakj.VF.121. \ (hertil vel:) hå·eng. Når der skulle slås høj eng (ho´eng), blev leen pennet (= skærpet, jf. penne x), for efter dette kunne den holdes skarp et par dage. *Han.
| høv·som | Çhå |
| Sidens top | |