Ègunge

gungre

Se også Ìgunge (subst.), Çgunge (subst.), Ègunge (verb.)

¢gunge

verb. _ med sideformerne gunke, gunkle. _ Ágoµ(·) alm.; Ágoµ(·)k Sønderborg, sideform på Sundeved; Ágoµkèl Åbenrå. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[Als, NybølH (Sundeved), desuden Åbenrå; se kort; syn.: Çgynge]

Tæt afhjemlet

= gynge el. blive gynget (på gynge, knæ etc.). Han ladt (= lod) dem mor’ sej med å syng og gung’. MartinNHansen.SM.34.

Ègunge	gungre
Sidens top