Ìgunge

Ègunge

Se også Ìgunge (subst.), Ègunge (verb.), ¢gunge (verb.)

Çgunge

subst. _ med sideformerne gunke, gunkel. _ Ágoµ· alm.; Ágoµ(·)k Sønderborg, sideform på Sundeved; goµkèl Åbenrå.

[< ¢gunge; Als, NybølH (Sundeved), desuden Åbenrå; se kort]

Tæt afhjemlet

= gynge. Min bro’e o æ haj en gang ¨ en høj gong, o vi ku årnle sveng ue = min bror og jeg havde en gang en høj gynge, og vi kunne ordentlig svinge ud på den. ÅrsskrSottrup.1989.89. \ (hertil:) gunge·hest [spor. på Als] _ gunge·stol [spor. på Sundeved og Als]

Ìgunge	Ègunge
Sidens top