Çgunge

¢gunge

Se også Ìgunge (subst.), Çgunge (subst.), ¢gunge (verb.)

Ègunge

verb. _ med sideformen gungre (især på Djurs; eneherskende form i betydning 1). _ goµ·/goµ/Ágoµ(·) (K 1.3) alm.; gåµ· $Erslev; goµèr $SSamsø, $Vorning, $Tved, sideform $Hostrup. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1), sideformen også u.end. (K 6.3).

[Vends, Han´Ø, NØJy, Fjends´N, spredt i Djurs´Ø, MØJy´S, SØJy´NØ, Sundeved´Ø og på Als, spor. i øvrige Nord´og Midtjy, desuden $Hostrup; se kort]

Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet

 Næste betydning

1) = ryste (af sygdom, kulde, latter etc.) [spor. i Østjy, fortrinsvis i ældre kilder] Saa lie hon, de de gongrer i hielæ henner Krop = så ler hun, så det ryster i hele hendes krop. JPChrist.Gosd.28.

 Forrige betydning

2) = gynge (om mosebund el. andet underlag). de goµèrè oñ¶èr mæ, da a kam úr o ¡døjªboñ¶ = det gyngede under mig, da jeg kom ud på dyndbund. $Vroue. \ (også) = blive gynget, svaje. E starre kaa se i e Kjesbæ aa gung = stærene kan sidde i kirsebærene og gynge. HAlsinger. (JyTid. 17/7 1960).

Çgunge	¢gunge
Sidens top