gundeløvs·blade

Çgunge

Se også Çgunge (subst.), Ègunge (verb.), ¢gunge (verb.)

Ìgunge

subst. _ go÷µ/goµ/Ágoµ(·) (K 1.3). _ genus: fem./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2).

[< Ègunge; Vends, Han´Ø, Him, Fjends´N, spredt i Ommers, i øvrige MVJy (±NV) samt i SVJy´NV; se kort]

Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet

= hængedynd, gyngende mosebund. Gunge, et moradsigt Sted i Enge, som gynger under Fødderne. HCLyngbye.FQ.590. Hængedynd, der kunne bære et dyr eller menneske hed gunger, medens bundløst og livsfarligt hængedynd hed "en »vældgunge". Vends. wi hae en bette go·ng i dål¶, som wi bÒÒ¶n stu å jompe på, te jet traj ijæm¶mel swa¶ren = vi havde en lille gunge i dalen, som vi børn stod og hoppede på, til en af os trådte igennem grønsværen. AEsp.VO. \ også kaldt: gynge (med samme udtale som »Çgynge) [spredt i Sydjy og Hards, spor. i øvrige Jyll (± Vends, Østjy´M og SSlesv); yngre dialekt]

gundeløvs·blade	Çgunge
Sidens top