Çgalle

¢galle

Se også Ìgalle (subst.), Çgalle (subst.), ¢galle (verb.), £galle (verb.), Àgalle (verb.)

Ègalle

adj. bf., subst. _ (l/Ï K 4.8:) gal·/ga÷l/gal/Ágal(·) (K 1.3) alm.; ga¬· $Torsted, spor. i øvrige Jyll (ved sammenblanding med »galde); også *ga·l spor. i MØJy.

[< Çgal 5 (enten som substantiveret adjektiv: det, æ gale, eller substantivisk afledning, analogt med vrede < vred); delvis sammenblandet med galde 1; spredt i Vestjy, spor. i øvrige Jyll (± SSlesv); syn.: gal·hed]

= vrede; i forb. det/æ galle, gallen, min (etc.) galle, i/af galle. hun banne aa bleksne aa tuniere, nær de gall taae hin = hun bander og "tordner" og skælder ud, når vreden tager (magten fra) hende. PJæger.H.11. han gjo·r èt i æ gaÏ· = han gjorde det i "det gale", dvs. galskaben. $Jelling. Sæt dæ ni¶e mæn¶ de Ga·l gjær øwe = sæt dig ned, mens det gale (dvs. din vrede) går over. MØJy. A war saa gal, som en Tysker, men a bied mi Gall i mæ = jeg var så gal som en tysker, men jeg bed min vrede i mig. SkiveU. 26/5 1916. a ble·sèr aj hans gal· = jeg blæser på hans vrede. $Agger.

Çgalle	¢galle
Sidens top