¢flak

flakke

Se også Ìflak (subst.), Çflak (subst.), Èflak (subst.), ¢flak (adj.)

£flak

adj. _ flak _ plur.: fla§k

[< flakke 2; NVJy, MVJy (± Hards´S), Him´SV; se kort]

Tæt afhjemlet

= løs; som kan rokke, vrikke (om hjul, knivblad etc.). æ ¡bå·©hywl a mi ¡sykl æ ¡flak (= baghjulet på min cykel er flakt), dvs. leddeløs, ikke skruet ordentlig fast. Thy. Tre Syle og et par flakke Tolleknive i en laset Ransel var al Jakob Buhmanns Beholdning af rørligt Gods. Aakj.FB.98. (talemåde:) di knyw¶ ær så flak, te èn ka tå·l te æ höns mæ¿ èn (= din kniv er så løs i skaftet, at man kan kalde på hønsene med den), dvs. den giver en klikkende lyd. $Vroue.

¢flak	flakke
Sidens top