£flak
flakken| £flak | flakken |
verb. _ flak/fla÷k/fla§k (K 1.4). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
1) = vandre, rejse planløst omkring; især i forb. flakke rundt/om/omkring [< rigsmål; spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy] _ (spec.:) a ku’ hwerken flikk’ heller flakk’ (= jeg kunne hverken flikke eller flakke), dvs. ikke komme ud af Stedet. Aakj.MM.161. hañ lechèr å flekèr å flakèr i æ slorègaf å ka værkèn kom ur æ¬èr iñ (= han ligger og flikker og flakker i sludregabet (dvs. munden) og kan hverken komme ud eller ind), spot med Sønderborgernes tale. Als (F.IV.170). \ (overført) = blafre, glimte (om lysskær, stjerne etc.) [spor. afhjemlet]
2) = sidde løst, rokke (om hjul, knivblad etc.) [< £flak; spredt i NVJy, Him´SV og MVJy (dog kun spor. i Hards´S), spor. i SVJy] è ¡hyw¶l ¡fla§kèr = hjulet vrikker om aksen. $Torsted. en gammel knyv ka kom te å gåb hvo æ blåe æ sat i, så flakker den osse = en gammel kniv kan komme til at gabe, hvor bladet er sat i, så flakker den også. Thy. \ (også) = klapre. fla§k, om noget der sidder løst og bevæger sig, som en luge der klapper op og i. *$Agger. en Dør, der ikke er lukket, eller et Vindue kan staa og "flak". *Hards.
| £flak | flakken |
| Sidens top | |