klygre
Çklyne| klygre | Çklyne |
Se også kløne (verb.), Çklyne (verb.)
subst. _ kly·n/klyj·n (K 2.0) alm.; Ákly·n Als; klyn Fjolde. _ genus: (om en enkelt tørv) fem./fk. (K 7.2), (om materialet) stof´neutr. _ plur.: u.end. alm.; (i betydning 1, spor. også i betydning 2) ´er (K 6.2); (i betydning 1:) Áklë·n (K 2.0) Rømø, klynèr A
[< nedertysk klün, kluun (som går tilbage til hollandsk kluun = nøgle, klump)]
1) = klump; stak; stor klodset ting el. person [spredt i Thy´S og på Mors, spor. i Hards´NV, Sall, Fjends´N, Han, Vends´SV, Him´V, MØJy´M, ElboH (SØJy), Als og Angel; syn.: klyner, klyni, Èklyning, slude x] Klyne bruges egentlig om Ting, som ere uformeligt og klodset dannede eller udmærker sig ved Størrelse og Klodsevornhed. F.ex. store Jordklumper paa en Ager ¨ en altfor stor Tørv, af hvad Slags den end er ¨ ligeledes et Stykke klodset Haandværks´Redskab. Spotviis kalder man og et stort klodset dannet Menneske en Klyne; paa samme Maade bruges Ordet om Heste og Stude. Mors (Schade.ca.1820). klyj·n = et stort klodset menneske, et stykke brænde af en trærod, en stor tørv. $Agger. hvis man kastede et stort ¨ stykke tørvejord op (i stedet for at skære dem enkeltvis), hed det: at »bænke dem op ¨ et sådan stykke kaldtes èn klyj·n ¨ en sådan bestod af 4´5 tørv, alt afhængig af tørvegraverens kræfter. $Haverslev. Medens Ordet kly·n vist de fleste Steder betegner (enkelte) Mosetørv (se betydning 2 ndf.), synes det her paa Egnen at anvendes om den Dyndklump, man paa een Gang løfter af Tørvegraven, og som, naar den er lagt paa Tøvepladsen, deles ud i enkelte Tørv. $Vroue. Klyne = Jordklump på den plöjede Mark. Hagerup.Angel.47. en Ákly·n = stak, en klynge huse. AlsOrdsaml. _ hertil formentlig også ca. 10 oplysninger om betydningen "hedetørv", "lyngtørv" el. "græstørv" fra NØJy, Fjends, Hards´NØ, Thy´S, MØJy samt Rømø, fx: HimmerlKjær.1957.57, BarnHimmerland.III.30, $Hundslund, GNiels.Rømø.27. jf. klyne·tørv 2. \ (hertil:) klynet. en klyjne fork, ryw = tung, klodset Fork, Rive. *Han. _ klyne·vorn [spor. i Han og Thy; syn.: klyni·vorn] = klodset (om redskab el. person).
2) = tørv gravet i mose (hvad enten tørven »kastes op som enkelttørv, rækkes op i større partier (jf. spalt x) mhp. senere opdeling, eller den æltes til dynd i en »trade tæt ved tørvegraven); i modsætning til tørv x (= overfladetørv), jf. Ord&Sag.2014.34 (ganske som i det vestlige Slesvig´Holsten, jf. Mensing.Wb.III.192) [1638: tøre, klyne oc liøng (= »tørv, klyne og lyng) (SkastTingb.45); 1693: enten det er klyner eller tørfve FrøsH (Vider.III.582); Hards (±NV, og i ´NØ kun i ældre dialekt), SVJy (med tilgrænsende sogne i SØJy´N), SVJy´N; se kort; syn.: skåret´tørv x]
 |  Tæt afhjemlet |
Klyne ¨ kaldes her det mosig (= moseagtige, sumpede) Jord, som ¨ kastes (= graves, jf. Ìkaste 6.3) til at brænde. Varde (Tøxen.1698). Klyner ¨ Er et slags smaa Torv, som ere aflange og firekantede, oc skiæres oc graves med en »Klynspade op af Jorden i Moosene. Ribe (TerpagerÌ.ca.1700). Den egentlige Tørv, som graves under Jorden, naar en heel eller halv Alen først er aftaget, kaldes i Vesteregnen Klyne. Begtr.Jyll.I.121. hvor Moserne ere dybe, kand graves 10 til 24 Klyne dyb (dvs. lag). SkastH (Teilman.1763). En Klyn er jo betydelig mindre end en »Hedetørv, den er firkantet, i fugtig Tilstand vistnok i Almindelighed ca. 8 Tommer lang og bred og 2´3 Tommer tyk (dvs. ca. 20 x 20 x 7 cm), men skrumper en Del ind ved Tørringen. Raunkj.VH.25. (på en gård) i Skre gravede vi et år (i 1880´erne) 80 læs »hedetørv a 8 snese, og 16´20.000 klyne. Hards (HPHansen.Opt.). (aftægtskontrakt 1772:) aarlig (ydes bl.a.) Ildebrændsel bestaaende af 24 Læsser Heede´Tørv og 8 Læs Klyne. Mortensen.Give.218. Til pigearbejde dengang hørte sådan noget som at kaste mergel, sprede møg, bære klyner ud (til tørrepladsen), plukke lyng til at ild’ æ ovn med, bjerge hedetørv osv. EJespers.VVV.106. Klyne ¨ ansaas ikke for praktiske paa Datidens Ildsteder (ca. 1860); man gav dem Skyld for, at de vilde svide Maden; derfor brugtes de mest i Bilæggerovnene, medens Hedetørvene brugtes paa den aabne Skorsten. LSJespers.Starup.177f. (præsteindberetning 1638:) Udi Fjorden om Sommeren, naar det er Ebbe, kan graves under Sanden nogle Klyner ¨ hvilke (pga. deres svovlindhold) kan opbrænde Jern, Kedelkobber, Grydekobber og Messing (og altså ødelægge kogegrejet). Røgen af samme Klyne gør Mennesker trangbrystet. PSPed.Hing.87. Tørvemoserne spillede (helt ind i 1800´t) ikke nogen større Rolle, da man næsten ikke brugte Klyne, men Lyngtørv som Brænde. ¨ Man brændte (imidlertid) Kul af Tørvene til Egnens Smede (jf. klyne·kul). HKKrist.ØHorne.54. Til Brændingen (af teglsten) brugtes (som brændsel) gode sorte Klyne. LSJespers.Starup.205. Tavlene (dvs. mellemrummene mellem bjælkerne) i Bindingsværksvæggene kunde (i gamle gårde i Hards) være udmurede med Klyne ¨ og Kogødning, og Skillerum kunde være opmurede af Klyne i Ler. AarbTurist.1927.153. I visse moser forekommer der svovlholdige klyne, der brænder med en så klar flamme, at man mange steder i småhjem har kunnet sidde og arbejde ved skæret fra et lille bål af disse på arnen (jf. lyse·klyne). HundredeAar.125f. _ (spøgende:) om én, der er daarlig til Bens, skjævbenet: "Han grawer Kly·n mæ den jæn· Bien aa skjærer Saa¶j mæ den annen" (= han graver klyne med det ene ben og skærer »sadde med det andet). TørrildH. \ også kaldt: klyne·tørv [spor. i Hards; fortrinsvis i ældre kilder] Brændslet (i teglovnen) var (ca. 1885) klynetørv, der var gravet i Skarrild mose. HundredeAar.182. (dagbog 1833:) Kjørte Klyntørv til Graven (dvs. »milen), hvor de brændte til Kul (jf. klyne·kul). FoK.1982.69. (spec. anvendelse:) Vor Slæde (dvs. kælk) bestod af en Klyntørv med Lyng paa ¨ 5´6 Tommer tyk og 1 Alen lang ¨ saa gled man saa dejligt det lange Stykke Vej. ØH.1947.34.
| klygre | Çklyne |
| Sidens top | |