Ìklyne
klyne·balk| Ìklyne | klyne·balk |
Se også Ìklyne (subst.)
verb. _ Ákly·n _ bøjning: klyn _ Ákly·ñ _ kly·ñ
[muligvis < nedertysk klünèn (= klumpe, "vælte ned", om sne, regn)]
1) = kaste, kyle (især med snebolde) [jf. Ìklyne 2; SønJy´SØ; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
han kly·ñ jæn klåm·p hæ·r: "De æ te Dæ!" å jæn dæ·r: "De æ te Dæ!" = han smed én »klump (dvs. suppebolle) hér og en dér: det er til dig! VisH. \ (også:) = overdænge med sne. han Ákly·ñ mæ, te æ blæw he·Ï ¡vo·è = han dængede mig til, så jeg blev helt våd. *$Løjt. \ (hertil muligvis også, upersonligt:) klyjjn = sne med store fnug. _ de bjøjjer å klyjner (= det begynder at sne). *AEsp.VO.
2) = smøle, klumre, sjuske (med arbejde). klyner man med redskabet, går det i stykker *JRolighed.JS.11. *Skyum.Mors.II.135. \ hertil: klyne·vædder = klummerhoved. *KrJens.R.97. _ klyne·værk = klodset/sjusket arbejde [størstedelen af Han, spor. i NVJy, Sall, Him´V og Midtjy´M; se kort]
 | Tæt afhjemlet |
| Ìklyne | klyne·balk |
| Sidens top | |