klining

Çklink

Se også Çklink (subst.), Èklink (subst.), ¢klink (subst.)

Ìklink

subst. _ kleµk/kleµ¶k (K 1.2). _ genus: neutr./fk. (K 7.1). _ plur.: u.end.

[vel lydefterlignende ord?]

 Næste betydning

1) = klingende lyd [spredt i MVJy og SVJy, spor. i Østjy og Sønderjy] da hørte (han) et Klink, som om to Stykker Jærn slog imod hinanden (idet hestens) ene Bagsko rørte ved Spiret af Viborg Domkirke (i eventyr om ridt gennem luften). Hards (SvGrundtv.GlM.III.132). (han gik) og hug græs (dvs. slog græs med le, jf. hugge 1.2) inde i skoven. Da hører han, det giver et klink ved hans hølé (idet han ramte metal el. lign. ved en skjult røverkule). Hards (Krist.DS.494). \ (også) = ting, der kan klinge. Når en tager æ klink med sig hjemme fra, er det ens egne bi = når man (ved indfangning af bortfløjen bisværm) tager den ting, man bruger til at klingre på, med sig hjemmefra, er det ens egne bier (idet de søger mod lyden). *SØJy (Krist.DS.VI.1.349).

 Forrige betydning

2) = knækkende, sprækkende lyd. i det samme sagde det klink, klink i løvet ved mine fødder. Jeg satte min ryg til træet, og nu gav det flere klink i løvet ¨ Min far sagde mig, at det var agern. *Fjends (ØH.1959.70).

klining	Çklink
Sidens top