Çkladder
Çkladre| Çkladder | Çkladre |
Se også Çkladre (verb.), Èkladre (verb.)
verb. _ (´er K 6.2:) klaÛè/kla·è/klajè/klarè (K 4.1). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[< nedertysk kladdern (Mensing.Wb.III.132)]
1) = rasle, klapre, skramle [spredt i MØJy (±SV, ±NØ), spor. på Djurs] de ¡klaÛèrè, næ¿è èn ¡røstè ¡kåkªo·tèns ¡mo·n ¡kapsèl = det kladrer, naar man ryster Valmuens modne Kapsel (jf. kokke·urt x). $Gosmer. å klaje (= at kladre), om noget der er løst og skraldrer, særlig Trætøj (dvs. genstande af træ). VoerH. Vognen begyndte at klaje, hjulene var ved at falde af. HidsH. _ (spec. vha. en rangle:) klajè = ryste en ¨ Rangle (jf. kladre·kølle). $Houlbjerg. \ hertil: kladder = knaldende lyd. *Djurs. _ kladre¡ri. Kladerie = larmende, raslende, pralende Smaaeting, f.E. Bjelder, Uhrkjeder, glimrende Stene. *Ommers (OBork.1814). _ kladre·vorn = løs i sammenføjningerne, vakkelvorn [spor. i MØJy´S; syn.: Çkladder]
2) = småskænde, brokke sig [spor. i ØSønJy´M, desuden én kilde fra Mols] klarèr = skænde (uden Grund, af Lyst og af Vane). $Agerskov. (vbs.:) æ kan int ha de Klarerend længer = jeg kan ikke længere have (dvs. udholde) den skælden ud. SRangstrupH. \ (hertil:) kladre¡ri subst. = skænderi, uenighed [spor. i ældre kilder fra ØSønJy] di er oldtin i Kladereri mæ hverander = de er altid i skænderi med hinanden. $Brarup. _ kladre·vorn adj. = som let brokker sig. klarèvon (er) en, som gerne vil smaaskjende. *$Agerskov.
| Çkladder | Çkladre |
| Sidens top | |