ÌkileÈkile

Se også Ìkile (subst.), Èkile (verb.), ¢kile (verb.)

Çkile

subst. _ med sideformen kil. _ udtales i alm. som »Ìkile; tjij¶l KærH (Vends); også *ki¶l Mors (SprKult.XVIII.69).

[formentlig < nedertysk kegel, jf. kegle; spor. i Vends, på Mors og i Sall; fortrinsvis i ældre kilder]

_ kun i flg. faste forb.: slå til/i kile = primitiv forgænger til nutidigt keglespil, hvor man med en kastesten forsøger at ramme udlagte el. opstillede sten, jf. SprKult.XVIII.69. De, som vogte Høveder paa Marken, more sig imellemstunder med Lege ¨ som: ¨ Slaa· te Munk (jf. munk x) ¨ Slaa· te Kiile ¨ Schade.99. At slå til Kile går sådan til: Der bliver lagt tre Sten, den ene bagved den anden. Når den Legende rammer første Sten, gjælder det 10, anden Sten 20, tredje 30 (points). Mors (Krist.BRL.259). Vi mo·re wos ¨ mæ¶ e å slå te Ki·l ¨ vi re·st nur hyw· Sti¶en, dæ gjeldt fo hvæ·r si Tal, å så slow wi em øwerænd· mæ æn mender Sti¶en. Dænd¶, dæ fæ mjest, bløw Pa·ve ¨ den rengest bløw Lu·skong· _ å de blöw ¡a = vi (børn) morede os med at slå til kile; vi rejste nogle høje sten, der gjaldt for hvert sit tal, og så slog vi dem over ende med en mindre sten; den, der fik mest, blev pave; den ringeste blev lusekonge _ og det blev jeg. TKrist.BT.50. \ (også, om yngre keglespil:) slo i ¡tjij¶l = spille kegler ¨ Folk lavede selv kegler og spillede på græsmarken. *KærH (Vends). å spÉl ¡ki·l ¨ i keglespil. *$Torsted. ¡de wa jo di ¡hæ¿r ¡ni¿ ¡kilè dæ wa ¡re¿st i ¡firªkant = det var jo de her 9 kegler, der var rejst i firkant. *$Storvorde.

ÌkileÈkile
Sidens top