kildret
Çkile| kildret | Çkile |
Se også Çkile (subst.), Èkile (verb.), ¢kile (verb.)
subst. _ (i·/ij· K 2.0; l/Ï K 4.8; tonal acc.2 K 1.9:) kij·l/ki·l/ki·Ï/Áki·Ï alm.Ì; tji(j)·l Vends, Læsø; kjij·l ØHanH; ki(j)·¬, kji·¬ Thy´SÇ; kij·¬ SkodborgH (Hards); ki·¬ $Houlbjerg, sideform i $Hundslund og $Vroue; Ákí·¬ (K 2.0) $Rømø. _ genus: fem./fk. (K 7.2). _ afvigende bf.: også tji÷l $BørglumH. _ plur.: (´er K 6.2:) kiÏè/tjilèr etc. (med samme forlyd og samme l´lyd som i sing.) alm.È; tji·lèr Vends¢.
\ Ìspor. også optegnet med ´iè´; Çdog kij·l $Agger; Èspor. (især i yngre kilder) også ´er (K 6.2) uden vokalforkortelse; ¢spor. vsa. tjilèr
[< nedertysk kiel]
1) = fladt, aflangt stykke (træ el. metal), afsmalnet i den ene ende.
1.1) anvendt til at kløve noget [spor. afhjemlet] èn ¡kji·l ¡te¶ å ªklö·w ¡bræ·j ªmæ = en kile til at kløve brænde med. AEsp.Læsø. no var han blewwen godt værmet op å æ klæwwen træ, for det var en knothogge (= knorthugget, dvs. afgrenet knastet træblok, jf. Çknort 2), di hååd sawwet op i gor, så han måt bonk godt o æ kille = nu var han blevet godt varmet op af at kløve træ, for det var knasttræ, de havde savet op i går, så han måtte banke godt på kilen (fejl for: kilerne). Fredericiabogen.VII.11. Hvis et Træ, naar det skulde fældes, stod for stejlt ¨ saa skulde vi gerne have en Kile drevet ind bag Saven, for at Saven ikke skulde blive klemt fast. $Vodder. _ (overført:) det plejer Folk jo dog ikke at gaa fra hinanden for. _ Jow, somm’tider wal, nær der kommer en Kil imell (= vel sommetider, når der kommer en kile imellem dem). Aakj.BE.37. En leg kaldte man ¨ o dryw Ki·l i Knåt (= drive kile i »knort, dvs. i knast). HPHansen.HH.171. \ (overført:) slå/drive på en kile = lægge sin arbejdskraft i en opgave. Søren ¨ der i sin Ungkarletid var "Hestekøber" (har) ogsaa siden drevet paa den Kile. *MØJy (AarbAarh.1938.47). (talemåde:) En ska slaa po di Kille, dæ vel træk = man skal slå på de kiler, der vil trække (dvs. giver et godt udbytte). *HadsH (ØH.1949.77).
1.2) anvendt til at fastgøre noget i en bestemt stilling (oftest om del af redskab). Bjælkæen wa stokken igjemmel Stolpæen mæ æ Bjælkhow holdt fast te rom mæ æ Pa Killæ = bjælkerne (i huset) var stukket igennem stolperne med et bjælkehoved holdt fast til dem med et par kiler. Djurs. Man rettede Væven i horisontal Retning ved at skubbe en Kile under i den ene Side. $Bov. »Langjernet er sat fast på de gamle Plove med kilèr. Mors. ¡höwlªblå¿Ûè ¨ sætès ¡fast i ¡höw¶lèn mæ èn ¡ki·l = »høvlbladet sættes fast i høvlen med en kile. $Storvorde. Når man gør Økseskaftet fast til Øksen, så sætè vi ¡manè ¡gaµ· èn ¡ki·Ï ¡i· (= så sætter vi mange gange en kile i). $Øsby. på låret (dvs. den brede bageste del af lebladet) sidder vinkelret et stykke jern, "holken", med en lille tap på, og nu samler vi blad og hjølledrag (= leskaft) ved at sætte holken ned i ringen på draget, og med en hammer slår vi kilen fast (omkring holken). AarbRanders.1969.86. Kraglund Smej (= smeden i Kragelund) ¨ forstod alle Plovens Finesser. Ved »Langjernet sad de rigtige Kiler og Stillekiler (til at fastholde hhv. indstille langjernets stilling). RibeAmt.1939.46. når Leen var for åben eller for lukket (dvs. bladet var vinklet for meget eller for lidt i forhold til skaftet, jf. Çhug 2.4), kunne det ordnes mæ èn li¬ Áki·Ï è¡bach (= med en lille kile bagpå). $Als. Den Tap (af en eger), der gaar ind i Fælgen (på et gammeldags hjul), er flækket, og derned i drives Kilerne (så egeren sidder fast). LBælt. (gammelt husråd for at »stille blod:) slå en kile ud af (en samling i) en stol ¨ og dyp i blodet og slå den ind på sit sted igen (jf. sætte x). SønJy. _ (spøgende, om tyk kvinde:) Om en svær Kone, der blev bragt til Sæde ved Siden af to andre, sagdes: "De ær endda en Ki·l å fo ni¶è" (= det er sandelig en kile at få ned!). MØJy. \ (overført:) slå kiler ved noget = lægge låg på, bagatellisere (el.lign.). hun slettet ve et (jf. slette x), slov killer ve et = undskyldte (især når en har fortalt sig). *VSønJy.
2) = hvad der i form el. funktion minder om en kile (i betydning 1).
2.1) = skævt agerstykke, som spidser til i den ene ende; også (tydeliggørende) kaldt kile·ager [1608: (plur.) kiler (AarbHards.1954.54); spredt afhjemlet] hwes i stremmel joo¶r er sma¶l å spes, kalles de en tjijl, men er dæçj bree¶ å spes, kalles de en Ò·j = hvis en strimmel jord er smal og spids, kaldes det en kile, men er den bred og spids, kaldes det en »odde. AEsp.VO. \ (også blot) = skævt afgrænset jordstykke (som i en eller anden henseende skiller sig ud fra det omkringliggende) [spor. afhjemlet] æn ¡grø¿n ¡ki·Ï ¡eñ¶ i æ ¡he· = en grøn Kile ind i Heden. $Vodder. Én Tji·jl = en Kile ¨ en Sand´ eller Steenrevle i Ageren, der er mager og hvor Sæden let forbrændes. Vends (Grønb.Opt.). en Kile Eng af Gaardmandens, som han (dvs. en husmand) havde faaet Lov til at slaa (hø på). Kragelund.GVF.71. næe kowen ha edt den bow o gresset hun ku no, fløt vi hend skrås fram’o, såen te hun oed den kiil dæ wa imellæ hend å den nejst = nå koen (i tøjr) havde ædt den bue af græsset, den kunne nå, flyttede vi den skråt fremad, så den åd den kile (af græs), der var mellem den og den næste (dvs. nabokoen). MØJy.
2.2) = skævt skåret stykke stof, beregnet på indfældning i større klædningsstykke [spredt i Midtjy (±V) og SønJy, spor. i Thy og Vends] do er blöwwen låwlè tyk, bette ma¶j, a ma wes ha sat en tjijl i din båwser = du er blevet lovlig tyk, lille mand, jeg må vist have sat en kile i dine bukser. AEsp.VO. èn ¡kij·l i è ¡skjor§tªærmèr = en Kile i Skjorteærmer, det firkantede Stykke, der indsættes under Armhulen. Hards. Tidligere havde Kvindernes Nederdele hele Vidden helt op til Midjen (og sad derfor rynket om livet) ¨ men saa blev de skaaret i kileformede Bredder ¨ mæ ¡fæm¶ ¡kiÏèr (= med fem kiler). $Vodder.
2.3) = kileformet parti af strømpe på overgangen mellem hæl og vrist; strikket som udsmykning [spredt i Sønderjy´SØ og MØJy´SØ (inkl. Samsø), spor. i øvrige Sønderjy og i Sydjy] Strømperne (i begyndelsen af 1800´t.) havde §kile§ eller §stads§, dvs. mønsterstrikning på skafterne. Østjy (EAnders.DBK.415). ¡næ¿è vi lawèt a ¡hæ¿l, så sku de lokès ¡å¿ mæ èn ¡ki·l = når vi lavede hælen (på sokken), så skulle det lukkes af (dvs. afsluttes) med en kile. $Give.
2.4) = tyk skive brød (muligvis fordi den opr. blev skåret som kile af et rundt brød, jf. efter planke) [spor. i Midt- og Sydjy] En stor Mellemmad benævnes en Kile: "de war en år¶enli Ki·l å fo ni¶e" (= det var en ordentlig kile at få ned). MØJy. \ (hertil:) i ¡måñ¶ ¨ stow¶ å skar ¡ka·©èn i ¡stekèr ¨ å ¡hwær, dær war ¡mæ te ¡gi¬èÛ, ¡di fæk en ¡ki·l = en mand stod og skar (bryllups)kagen i stykker, og hver, der var med til gildet, fik et (trekantet) stykke. *$Anholt.
| kildret | Çkile |
| Sidens top | |