kendÇkende

Se også Çkende (subst.), Èkende (verb.)

Ìkende

subst. _ med sideformen kend. _ udtales i alm. som »Èkende; kjæñ· Hindh (Hards); *kjæn VHorneH (SVJy); *kin¶ $Agger. _ genus: fem./fk. (K 7.2) alm.; neutr. Bjerre (Plesner.1818).

[< Èkende 6, vist delvis sammenblandet med »kerne x; spredt i Nordjy (± Sall) og Østjy, spor. i øvrige Nørrejy og i Sønderjy´N; syn.: Ìbitte 2, grand 2, kendelse 1, Ìkerne 2, korn x, mitten x]

= lille smule (så det lige kan ses/mærkes). Kiende = Smule, saa meget det kan kiendes el. mærkes. Him (Becher.ca.1815). Gi ham en Kinn = giv ham en Smule. Schade.87. \ (også) = øjeblik [spor. i Nørrejy] hun so¿ hær en kjeñ· å fik hiñè kafè = hun sad her et øjeblik og fik sin kaffe. $Vroue. \ (hertil:) kende ¡grand = lille smule [< grand 2; spor. i NVJy, desuden Bjerre (Plesner.1814)] dær ær en kjiñègrå¿ñ fåskjæl å¶ dèm = der er en Smule Forskel paa dem. $Lødderup.

kendÇkende
Sidens top