huje·skråle
hu·kommelse| huje·skråle | hu·kommelse |
Se også Ìhuge (verb.)
verb. _ huk $Agger, Mors, VoerH (MØJy), ØSønJy´N; hok Ommers (vsa. hokè); ho§k $Tvis; hu§k VHorneH (SVJy); skrevet *hokk¶, *hok Aakj.
[formentlig opr. samme ord som hugge (jf. hugge 5 slutn.), men udviklet i tilslutning til ord på gammeldansk ´k; jf. Çhug (i modsætning til Ìhug)]
1) = beligge, have samleje med. hu wil læ sæ huk = hun vilde lade sig beligge. *$Agger. *MØJy. *GramH (ØSønJy).
2) i ed; i forb. fanden/djævelen hukkeme etc. [spor. i Nord- og Midtjy samt ØSønJy´N] jawes væk, de vil a Dælen hukke mæ it, faa a haae oldtih waae en æstimieret Kaal = jages væk, det vil jeg djævlen hukkeme ikke, for jeg har altid været en anset karl. MØJy (JyUgeblad.I.2.140). mæn de wa fanèn hok mæ it gi·lmaÛ, næj föj enda = men det (dvs. kartofler) var fanden hukkeme ikke gildemad, nej føj da! NPBjerreg.ÅOmmers.64.
| huje·skråle | hu·kommelse |
| Sidens top | |