Àhug

Çhuge

Se også ¢hove (verb.), Çhuge (verb.), huske (verb.)

Ìhuge

verb. _ med sideformen hukke (i betydning 2). _ hu·©/hu·ch (K 4.2) alm.; hok spor. i SønJy; huk $Fjolde. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

 Næste betydning

1) = bøje, hælde forover; lude; være duknakket, krumrygget [Sydjy´S og SønJy (± øerne), spredt i Vends´V, Midtjy´Ø og Sydjy´N, spor. i øvrige Vends, på Mors og i Hards; se kort]

Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet

gamle Jens ¨ staar bred og høj og huger ind over hende. OlesenLøkk.PD.II.69. ¡Ræt e ¡Røk, ¡Asmos, do ¡gæ·è jo å ¡hu·chèr som èn ¡gam¶èl ¡Mand¶ = Ret Ryggen, Asmus. Du går jo og kryber sammen som en gammel Mand. HostrupD.II.2.20. \ (også) = bøje, hælde bagud (om kreaturs bagdel; jf. citat under huge·astet). *Varde (Tøxen.1698).

 Forrige betydning

2) = krybe sammen; sidde på hug [spor. i Sønderjy] hun se¶è å hokè hæn· ve è kaklau¶n (= sidder og huger henne ved kakkelovnen), dvs. kryber sammen. Tønder. hañ hæ hukè sæ ¡niè = han har sat sig på hug. $Fjolde.

Àhug	Çhuge
Sidens top